Prangende er ikke et ord, der falder først for, når man møder Morten Rasmussen og en håndfuld medarbejdere i softwarevirksomheden AgroSoft i Tørring.
Virksomhedens lokaler er små og tætpakkede med kompakte arbejdspladser med computerskærme, printere, papirer og mapper.
I alt arbejder otte mand i virksomhedens afdeling i Tørring, og yderligere syv ansatte er beskæftiget i afdelinger i Finland, Polen og England.
Selvom virksomheden ikke syner af meget, er der nu alligevel saft og kraft i AgroSoft. Kundedatabasen tæller efterhånden godt 6.000 brugere, der for 95 procents vedkommende er indehavere af programmerne WinSvin og WinOptim.
Og hvorfor har så mange landmænd valgt AgroSoft som leverandør?
- Vi har lyttet til vores kunder og givet dem det, de vil have. Programmet har lige præcis de faciliteter, de skal bruge, og så er det nemt og hurtigt at arbejde med, fortæller Morten Rasmussen selvsikkert.
Den selvsikkerhed har han noget at have i, for stadig flere landmænd har fået øjnene op for AgroSofts programmer. Og cirka halvdelen af de nye kunder har skiftet Bedriftsløsning Svin ud med et AgroSoft-program.
Det gode produkt
Morten Rasmussen er hverken tekniker eller ingeniør. Han er uddannet landmand med en stor interesse for teknik. Interessen var så stor, at det var edb-løsninger til landbruget, der i midten af 1980"erne fik ham til at starte egen virksomhed.
- En ven, der havde startet virksomhed nogle år forinden, fortalte mig, at de første fem år som selvstændig bestod af konstant arbejde med meget få sejre. Derefter kommer belønningen, siger Morten Rasmussen, der siden måtte give sin ven ret.
Tilbage i 1980"erne var opgaven hos en landmand ofte at forklare ham, at han både burde investere i computer og købe AgroSofts programmer til bedriften. Forholdene har ændret sig meget siden dengang.
- Der er blevet færre landmænd med tiden, men de er blevet langt mere interessante, fordi landmænd nu er fortrolige med computere. Nu er det udelukkende vores opgave at fortælle om, hvad vores programmer kan gøre for landmanden, fortæller Morten Rasmussen.
De programmer, som landmændene har taget særlig godt imod, er WinSvin og WinOpti.
WinSvin er et program til planlægning, styring og analyser inden for svineproduktion og er AgroSofts mest sælgende enkeltprogram.
WinOpti er et foderoptimeringsprogram primært til svin, kvæg og fjerkræ. Programmet gør det muligt at fremstille ideelle foderblandinger ud fra de krav, man stiller til pris, indhold og blandeudstyr.
Eksport i acceleration
Successen har betydet, at AgroSoft nu søger kommunen om lov til at udvide virksomhedens fysiske rammer.
AgroSoft har allerede foretaget betydelige udvidelser. For nogle år siden udvidede Agrosoft sine aktiviteter til også at omfatte eksport og har derfor datterselskaber i tre lande.
I Finland har en lang række rådgivere AgroSofts programmer som værkstøj i dagligdagen.
I Sverige slog virksomheden konkurrenterne af banen, da avlsselskabet Quality Genetics valgte AgroSoft som leverandør af WinSvin til både administrations- og medlemsprogram.
I England har AgroSoft overtaget PIC-programmerne Pigtale og Easycare, som virksomheden nu servicerer. Der er i alt fem ansatte i den engelske afdeling, som også rummer salg af AgroSofts produkter.
Polen er et af de markeder, som Morten Rasmussen venter sig rigtig meget af.
- Svineproduktion er grundlæggende ens. Det betyder, at det er relativt nemt at tilpasse et program til et andet sprog, og vi forventer, at landmænd i de tidligere østlande som Ungarn, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen, får samme behov som danske landmænd, vurderer Morten Rasmussen.
Han ser det derfor som en stor fordel, at AgroSoft har godt fat i sit eget hjemmemarked, fordi det gør kunderne på eksportmarkederne trygge ved at købe programmerne.
Fremtiden er nu
Beder man Morten Rasmussen om at se i krystalkuglen og spå om, hvordan virksomheden ser ud om fem år, svarer han:
- Jeg har et ønske om fortsat at kunne udvide markedet. Og jeg forventer, at det primært er på eksportmarkedet, det kommer til at ske.
Men fremtiden er ikke bare flere kunder i flere lande, men også nye produkter, der gør det nemmere at være landmand.
AgroSoft sendte for godt et år siden et program til en håndholdt pc på markedet. Programmet snakker sammen med virksomhedens øvrige programmer. Under Agromek 2003 kunne virksomheden vise en lille håndholdt læser til øremærker.
Det system er særlig brugbart til hurtigt at registrere grise, der eksempelvis har fået en vaccination, eller polte, der skal registres på en hurtig og nem måde.
Føleren holdes blot hen til øremærket, og med et par lamper kan man følge med i, om man har fat i den rigtige gris og så videre.
Det nyudviklede system har givet så meget genlyd hos konkurrenter og kollegaer i branchen, at de nu henvender sig til AgroSoft for selv at kunne bruge teknologien.
Landbrugets rådgivningscentre over hele landet har efterhånden lukket AgroSofts programmer ind i varmen.
- Det giver dem bedre tid til at være faglige konsulenter i stedet for eksperter i edb-teknik, konkluderer Morten Rasmussen.





