Abonnementsartikel

Maskinhandler Gunner Jensen og hustruen Lisbeth Jensen har styr på de indre linjer og oplever for tiden en solid fremgang i salget af traktorer

En flot forretning med grønne arealer og et springvand er muligvis nøglen til succes.

Hos Gunner Jensen Maskinhandel i Løgstør, som netop har et springvand på græsarealerne uden for udstillingsvinduerne, oplever man for tiden en salgssucces, som firmaet i sine godt 15 leveår ikke tidligere har præsteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gunner Jensen, der står bag maskinhandlen sammen med hustruen Lisbeth Jensen, har svært ved at forstå, hvad fremgangen skyldes. Men fremgang, det er der.

- Vi har de to første måneder af året solgt, hvad der et normalt år svarer til salget i seks måneder, siger en tilfreds Gunner Jensen.

Indre linjer

Parret har satset meget på, at deres virksomhed fungerer optimalt, og de er bevidste om, at det er vigtigt at have styr på de indre linjer.

- Det betyder meget for vores forretning, at der er styr på tingene på lageret og værkstedet, siger Gunner Jensen.

Lisbeth og Gunner Jensen er enige om, at et værksted, hvor tingene ikke fungerer optimalt går ud over kvaliteten og dermed i sidste ende kunderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det rygtes hurtigt, hvis tingene ikke kører hos os, og omvendt, hører kunderne hurtigt om det og kommer til os, hvis de ved, at der er styr på tingene på værkstedet, siger Gunner Jensen.

Siden 1992 har Gunner Jensen Maskinhandel haft til huse i den sydlige del af Løgstør. Fem år forinden var virksomheden begyndt på Gunner Jensen og Lisbeth Jensens private matrikel mere eller mindre ved en tilfældighed.

Gunner Jensen, der gennem mange år har arbejdet som montør og værkfører, stod en dag uden job, fordi han havde sagt sin stilling op.

Da han ved samme lejlighed fik afslag på en stilling i det offentlige, skulle der tænkes hurtigt i hjemmet i Løgstør.

Papirhjælp

Selvstændig maskinhandler havde Gunner Jensen aldrig drømt om at blive, for han brød sig ikke om papirsagerne – men så tog Lisbeth Jensen affære.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Min kone sagde til mig en fredag aften, at jeg burde starte for mig selv. Så var der det der med papirsagerne, men da hun sagde, at det skulle hun nok tage sig af, gik vi i gang, fortæller Gunner Jensen.

Nogle måneder efter firmaets etablering fik han en kærkommen starthjælp, da han fik forhandling af Case IH, og kunderne begyndte snart at dukke op fra nær og fjern.

I 1995 var forretningens succes vokset ud af de daværende kvadratmeter, og nyt blev bygget til, så virksomheden fik 1.000 kvadratmeter under tag. Ved samme lejlighed stoppede Lisbeth Jensen sit arbejde som nattevagt på et plejehjem og blev ansat på fuld tid i forretningen.

Rette størrelse

Gunner Jensen mener, at virksomhedens nuværende størrelse med fem mand på værkstedet er den rette størrelse. I en tid, hvor der bliver færre landmænd og færre traktorer i landbruget, har han funderet over sin butiks overlevelsesmuligheder.

- Det er klart, der kommer færre butikker i fremtiden, men jeg kan blot konstatere, at vi henter vores kunder længere og længere væk fra Løgstør, siger Gunner Jensen og giver som eksempel, at han alene i januar har solgt tre traktorer til landmænd ved Hanstholm-egnen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag har Gunner Jensen Maskinhandel forhandling af Case IH, JF, Lemken og Stoll. Rygraden er fortsat de røde traktorer fra Case, som Gunner Jensen i øvrigt har fuldt tæt det meste af sit 56-årige liv.

- Jeg har næsten 40 års jubilæum med Case. Lige siden jeg startede i lære, har jeg arbejdet med Case-maskinerne, fortæller Gunner Jensen.

Skattechefen ringer

Livet som forretningejer byder også ind i mellem på skægge oplevelser. En dag ringede byens skattechef til Gunner Jensen, som var noget nervøs for, hvad mandens ærinde var.

- Han fortalte mig, at han lige var kommet kørende til Løgstør fra syd og havde bemærket vores forretning. Han synes forretningen så flot ud med springvandet og græsplænen, erindrer Gunner Jensen, der understreger, at mange har tilkendegivet, at forretningen er flot.

Fremtiden

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med sine 56 år er Gunner Jensen så småt begyndt at trække sig tilbage fra lageret og værkstedet. Selv om hans hjerte stadig banker for arbejdet på værkstedet, har han ikke været der i flere år.

Gunner Jensen står for salget, men han erkender, at det indimellem rykker lidt i ham, for at få lov til at pille lidt med maskinerne.

- Ved ikke at være på værkstedet mere har jeg allerede trukket mig lidt tilbage, siger Gunner Jensen.