Abonnementsartikel

Med optiske styresystemer er der udsigt til bedre rensning, mere komfort og mulighed for mindre brug af sprøjtemidler

Landbrugets Rådgivningscenter er gået tæt på rækkeafgrøderne og ikke mindst maskinerne, der skal holde dem rene. Hele 23 forskellige radrensere indgår i den nyeste FarmTest, der ser på de optiske styresystemer og de driftsmæssige fordele ved at bruge dem.

Det er ofte et drøjt og ubekvemt arbejde at rense sin roemark eller majsmark, og afgrøden skades hurtigt, hvis der ikke køres meget præcist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et godt alternativ er derfor ifølge Landbrugets Rådgivningscenter en radrenser med et automatisk styresystem. Her er komfort og præcision nøgleord.

Men de såkaldte intelligente radrensere anvendes endnu ikke af særligt mange, og derfor er erfaringerne med brugen af dem heller ikke så omfattende.

- Der er stadig mange, der er skeptiske over for styresystemerne. Folk kender dem ikke godt nok, men vi kan berolige dem med, at de ser ud til at køre helt stabilt, siger konsulent Jørgen Pedersen fra Landbrugets Rådgivningscenter.

Han finder det lidt uforståeligt, at ikke flere har sat kamera og computer på radrenseren, da det medfører en bedre komfort og en større effektivitet. Landmanden kan ganske enkelt tilbringe flere timer på traktoren, og dermed komme hurtigere gennem det dyrkede areal.

Udnyt potentialerne bedre

FarmTesten viser blandt andet, at mulighederne ved at anvende optiske styresystemer slet ikke bliver optimalt udnyttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved konventionel rensning bliver 12-14 cm stående urenset omkring afgrøderækken. Forsøg ved Danmarks Jordbrugsforskning, Forskningscenter Bygholm, har vist, at denne ubehandlede zone kan komme ned på 7-10 centimeter ved at bruge optiske styresystemer, men det var ikke tilfældet hos de bedrifter, der indgik i FarmTesten.

- Det er unøjagtig såning og manglende justering af radrenseren, der gør sig gældende, men måske også en overdreven frygt for at beskadige afgrøden, siger Jørgen Pedersen.

Han mener, at økologer kan spare mange timer med hakkejernet, og de konventionelle landmænd kan spare meget på pesticid-kontoen, hvis de er villige til at acceptere en vis beskadigelse af afgrøden.

- Men den helt store gevinst ligger altså i en mere effektiv og behagelig måde at holde "ro i rækkerne" på, siger Jørgen Pedersen.