Abonnementsartikel

Bestyrelsen for den svenske slagterikoncern vil undersøge mulighederne for at gå fra at være et andelsselskab til at være et børsnoteret aktieselskab

Det er ingen naturlov, at et andelsselskab til tid og evighed skal forblive et andelsselskab. I al fald ikke i Finland - og måske heller ikke i Sverige.

I al fald har bestyrelsen for Swedish Meats sat en undersøgelse i gang, som skal belyse, om der er idé i at omdanne koncernen fra et andelsselskab til at være et aktieselskab. Det skriver svenske ATL.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fordelen ved at gå over på aktieselskabsformen er, at det bliver nemmere at tiltrække kapital til fremtidige, større investeringer.

Bagdelen er, at ejerne, det vil sige landmændene, ikke længere ejer virksomheden 100 procent. Dermed forskydes magten til eksterne aktieejere.

Forskellige muligheder

Peter Rasztar, adm. direktør for Swedish Meats, peger på forskellige muligheder for en omdannelse til et aktieselskab.

En er udelukkende at henvende sig til større, institutionelle investorer, hvilket også gør det muligt at notere aktier på børsen i Stockholm.

En mulighed er at opdele koncernen, så dele af den lægges over i aktieselskaber – det kan eksempelvis blive Scan Foods og/eller Ellco Foods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En tredje og måske mest interessante mulighed er, at landmændene selv beholder aktiemajoriteten i en ejerforening, mens resten udbydes på børsen i Stockholm.

Brugt i Finland

I Finland har to slagterier, Atria og HK Ruokatalo valgt den tredje mulighed.

Ifølge Peter Rasztar er det gjort med succes og har givet økonomisk fremgang.

Men før en børsintroduktion kan komme på tale, skal økonomien være i orden. Det vil ifølge Peter Rasztar sige, at overskuddet skal være mindst fem procent af omsætningen.

Scan Foods har kun nået det halve af den målsætning i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et færdigt forslag om at omlægge Swedish Meats til et aktieselskab skal være klar til efteråret.

Og Peter Rasztar mener, at det er positivt, at andelshaverne er forandringsvillige.