Det lader til, at de kommende år kommer til at stå i skovrejsningens tegn. I Sønderjylland skal der plantes 100 hektar skov som en direkte konsekvens af de fællede arealer i Østerild Plantage i forbindelse med det nye testcenter for vindmøller. Derudover får Odense inden for de næste år en kæmpe skov lige foran hoveddøren.

Naturstyrelsen har nemlig offentliggjort planerne af en stor bynær skov, som skal plantes på 222 hektar landbrugsjord i Elmelund lige vest for byen. Den nye skov, som arealmæssigt svarer til mere end 2000 parcelhusgrunde, bliver den største skov i Odense Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er meningen, at skoven skal beskytte byens vandforsyning mod forurening og samtidigt give Odenses 190.000 indbyggere nye muligheder for at komme i skoven.

- Odense er en af de store danske byer med mindst skov. Derfor er vi de seneste år gået i gang med at skabe nye skove, som odenseanerne kan have glæde af. I 2005 blev vi færdige med 145 hektar i Kirkendrup, og nu skaber vi kommunens største skov i Elmelund, hvor beskyttelsen af drikkevandet er et vigtigt formål med skoven, siger skovrider i Naturstyrelsen, Søren Kirk Strandgaard, på Naturstyrelsens hjemmeside.

360 hektar i 2015

Vandforsyningsselskabet Vandcenter Syd har en række boringer i området, som forsyner Odense med drikkevand. De har tidligere været omgivet af marker, hvor der blev dyrket og sprøjtet. Nu kommer skoven til at beskytte boringerne.

Anlægget af den nye skov går i gang næste år, og det er planen, at arbejdet vil være færdigt i 2015. Til den tid vil Naturstyrelsen have plantet træerne, lavet stier, vandhuller og sikret gode udsigter gennem det kuperede skovlandskab.

Den nye skov indgår i et skovrejsningsprojekt på 650 hektar, som finansieres af VandCenter Syd, Naturstyrelen og Odense kommune. Naturstyrelsen har i forvejen 45 hektar skov i området og Odense kommune arbejder på at erhverve yderligere 90 hektar til skov i området. Det er målet, at der i 2015 vil være en bynær skov på cirka 360 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erstatningsskov i Sønderjylland

Ved Tinglev i Sønderjylland bliver der sat ny danmarksrekord. Her skal der nemlig plantes en skov på cirka 100 hektar, og det bliver dermed det største private skovprojekt, som den danske stat har været med til at støtte.

Skoven er blandt de første nye skove, som skal erstatte de træer, der skal ryddes for at give plads til det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild. Ligesom skoven ved Odense bliver den nye skov ved Tinglev plantet i et område, hvor den kan beskytte sårbare grundvandsmagasiner i undergrunden.

- Det er vigtigt for os og for naturen, at staten blandt andet i samarbejde med private aktører får rejst skove i hele landet. Vi får plantet store og sammenhængende skove, som både beskytter vores drikkevand og giver mulighed for friluftsliv, siger miljøminister Ida Auken om projektet.

I alt bliver der fældet 245 hektar skov i Østerild i forbindelse med det nye testcenter. Det bliver erstattet af 393 hektar skov andre steder i landet - både i privat og statslig regi.