Abonnementsartikel

For første gang nogensinde opnåede den økologiske abonnementsvirksomhed Aarstiderne et plus i regnskabet

Omsætningen stiger fortsat kraftigt i Aarstiderne med hjemsted i Barrit, men efter underskud i de tidligere regnskaber, opnåede selskabet i 2002 for første gang et plus på 1,25 millioner kroner.

Omsætningen har nærmest haft raketfart i de senere år. I 1999 omsatte forretningen for 6,5 millioner kroner, mens omsætningen året efter blev femdoblet til 31,9 millioner kroner. Året efter var omsætningen steget til 77,7 millioner kroner, og i 2002 blev omsætningen 134,6 millioner kroner. Det fremgår af bladet Økologisk Jordbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Underskuddet i de tidligere regnskabsår har varieret mellem en lille million kroner og små fire millioner kroner.

Set i forhold til de tidligere underskud og den betydelige omsætning, er der dog ikke tale om et prangende resultat.

- Det er ikke et tordnende overskud, kommenterer administrerende direktør Thomas Harttung resultatet i Økologisk Jordbrug.

I regnskabet spår ledelsen fortsat vækst i 2003 samt et forbedret økonomisk resultat.