Abonnementsartikel

Dialog om fødevarer og kvalitet er i centrum, når et halvt hundrede producenter og forhandlere præsenterer deres produkter på dyrskuets største fødevareudstilling nogensinde

Der bliver oplevelser for alle sanser, når publikum møder landmænd med egen gårdbutik, delikatesseforretninger, mejerier, bagere, slagtere, vin – og grønthandlere, brancheforeninger og en masse andre dygtige madfolk på årets dyrskue i Roskilde.

Dyrskuets største telt rummer en markedsplads med udstillinger, smagsprøver, demonstration og ikke mindst dialog om alt inden for fødevarer. Man kan købe produkterne med hjem. Og man kan nyde et let måltid – af bedste kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er særudstilling med økologiske fødevarer, og man kan møde brancheforeningerne for mejeri, okse- og svinekød side om side med Danmarks største mejeri og slagteri i egne udstillingstelte. I alt godt 6.000 kvadratmeter med fødevarer for enhver smag.

Oplysning og underholdning

I det store telt er der en scene med information, underholdning og et børnekøkken. Her kan børn møde op og få et par inspirerende og lærerige timer i selskab med nogle af Danmarks bedste kokke.

Man kan også se et kreatur blive parteret, høre foredrag om fødevarer, snitte grøntsager, overvære konkurrencer med mere.

Arrangørerne lover, at der bliver tilbud til hele familien.

Vi skal inspirere

- Vi er glade for, at så mange udstillere har ønsket at deltage i den store fødevareudstilling, som nu er en fast del af dyrskuet. Vi tror på dialogen mellem forbrugere og producenter i bestræbelserne på fortsat at udvikle kvaliteten af de danske fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På et arrangement som dette, hvor det bedste inden for dansk landbrug vises frem, vil vi gerne være til inspiration for branchen såvel som de mange forbrugere, der besøger Dyrskuet, siger dyrskueleder Thor Nielsen.