Abonnementsartikel

BSE-seminar afslører mange løse ender i forskningen omkring BSE

BSE-seminaret i Herning 1. maj 2003 efterlod sig ingen milepæl, hvad angår viden omkring BSE.

Det blev klart for tilhørerne eftersom seminaret skred frem, at der er et stykke vej, før man har overblik over smitteveje, har de rette opsporingsstrategier og en tilstrækkelig foderkontrol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det første indlæg på seminaret kunne dog slå fast, at BSE opstår som følge af optagelse af såkaldte prioner i foderet.

Rikke Hoff-Jørgensen, der er afdelingsleder for Patologi og Epidemiologi på Danmarks Veterinærinstitut, fremlagde engelske forsøg med kalve der viste, at prionerne bliver optaget i mavetarmkanalen og bevæger sig langs nervebanerne op til rygraden og videre til hjernen, hvor de udøver ubodelig skade på hjernen.

Forsøgene er dog ikke udført på fuldvoksne dyr, så man har reelt ikke et billede af om, hvornår dyrene er særlig udsatte for smitte.

Nogle teser går mod at mælkeerstatninger er den store synder, mens andre teorier skylder skylden på andre fodertyper. Forskning i voksne dyr kan formentlig være med til at afdække det forhold.

Usikkerhed omkring mælkeerstatninger

Forsker Larry Grant Paisey, der er projektforsker inden for Patologi og Epidemiologi ved Danmarks Veterinærinstitut, har samlet en stor mængde materiale omkring BSE-smitte hos 9.600 kalve gennem mælkeerstatninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultaterne giver ikke noget entydigt svar på, om det er mælkeerstatning, der er den primære smittekilde. Konkret er der voldsomme udsving i analysen, der viser, at der inden for seks grupperinger af smitterisici kunne være alt mellem et og 90 dyr, der var smittet via mælkeerstatninger.

Resultaterne fortoner sig dermed i en tåge af usikkerhedsmomenter, der indebærer spørgsmål om størrelser af foderpartierne, graden af forurening af foderstoffet samt om alle potentielt BSE-smittede var fundet.

Mængden afgørende

Den schweiziske forsker Dr. Markus G. Doherr, fra University of Bern påviste, at man ved forsøg har fundet en såkaldt mindste dosis, der giver sygdommen. Det vil sige, at der skal en vis mængde smitstof til, før sygdommen får fæste hos dyret.

Han kunne også konkludere, at en lille gentaget dosis under den kritiske værdi ikke fik sygdommen til at bryde ud. Omvendt gav en større dosis kortere tid fra smitte til udbrud.

Markus G. Doherr var ud fra sit arbejde tvivlende på om kalve skulle være mere modtagelige for BSE end ældre kreaturer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han underbyggede sine antagelser med den store variation i alderen ved BSE-dødsfald, der går fra 20 måneder til 18 år, med en gennemsnitlig alder på fem et halvt år.

En af årsagerne til de sene tilfælde kan ifølge Markus G. Doherr tilskrives små mængder smitstof, der giver længere inkubationstid.

Forskelle i EU

I EU benytter en række lande sig af nedslagning af fødselskohorten, mens andre, deriblandt Danmark, benytter besætningsnedslagning ved BSE-udbrud.

Den videnskabelige styringskomite under EU anbefaler som minimum at nedslå fødselskohorten. Samtidig lægger komiteen op til, at man skal have såkaldte velbegrunde epidemiologiske grunde til at nøjes med fødselskohorten.

Markus G. Doherr stod for gennemgangen af dette svære spørgsmål, men kunne ikke give tilhørerne entydigt svar på, hvilken nedslagningsmetode, der er mest korrekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den efterfølgende debat var en tilhører interesseret i at vide, hvor stor risiko der var for at resten af besætningen var BSE-smittet, hvis man blot slog fødselskohorten ned. Og i så fald om den risiko var større end for at naboens besætning (uden BSE) var potentielt smittet med BSE.

Det efterfølgende svar lød som så mange gange før under seminaret: - Vi ved det ikke.