En rapport, udfærdiget af 16 dyrlæger fra foreningen Dansk Veterinær Hyologisk Selskab, kritiserer manglen på klare regler for indretning af svinestalde, offentlige kontrol og utilstrækkelig uddannelse af svinepassere.

Kritikken får nu fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) til at reagere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Over for Jyllands-Posten oplyser fødevareministeren, at hun vil kigge nærmere på den offentlige kontrol og overvejer, om dyrlægernes kritik skal føre til nye initiativer.

-En løsning kan måske være at integrere kontrolbesøg fra forskellige myndigheder og derved få mere kontrol for pengene, siger Mariann Fischer Boel til Jyllands-Posten.

Formanden for Folketingets fødevareudvalg, Christian H. Hansen (DF), er villig til at drøfte initiativer på dyrevelfærdsområdet, men opfordrer til tæt dialog med landbruget og svineproduktionens organisationer.