Abonnementsartikel

Bruddet mellem Mertz og CNH Danmark vakte opsigt, men nu har parterne fundet sammen igen, og et nyt team med specialrådgivere har givet positivt udslag

Den navnkundige maskinforretning Mertz A/S med afdelinger i Nykøbing Falster, Fakse og Nakskov har oprettet et såkaldt Mertz New Holland Team, som skal arbejde endnu tættere med kunderne og baglandet i CNH Danmark.

Et forøget salg er en naturlig del af målet med et tættere samspil mellem Mertz og CNH.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At der er salg i Mertz-forretningerne beviste firmaet, da det for nylig sendte invitationer ud til potentielle købere i regionen, der måtte have interesse i Mertz" udstillede maskiner og ville høre mere om Mertz New Holland Team.

Direktør Mogens Bloch fortæller, at over 50 procent af de invitere dukkede op til arrangementerne, der blev holdt over tre dage i slutningen af april måned.

Og salget af nye New Holland-modeller udeblev heller ikke.

Det synlige resultat af anstrengelserne kan ses i forruderne på en række New Holland traktorer og en enkelt mejetærsker, der står skulder ved skulder i blandt andet udstillingslokalet i Nakskov-afdelingen.

"Solgt" står med en lille streamer på de fleste af de udstillede modeller – og det glæder naturligvis Mogens Bloch, der i et nært samspil med CNHs salgsdirektør Christian Deventier har stået for de velbesøgte arrangementer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ser fremad

Glemt var sidste års brud mellem Mertz og CNH, da Christian Deventier, salgsdirektør i CNH Danmark A/S, et par dage efter de omtalte arrangementer præsenterede New Hollands sortiment af landbrugsmaskiner for dele af landbrugspressen hos netop Mertz i Nakskov.

Parterne lagde ikke skjul på, at de med arrangementet ønskede at signalere, at striden er skrinlagt, og at man nu ønsker at kigge fremad.

- Vi vil ikke bruge energi på, hvad der var årsag til bruddet mellem os. Nu tænker vi fremad, og i CNH kan vi konstatere, at Mertz har et godt fundament for et fremtidigt samarbejde.

- Der sker også brud i ægteskaber. Nogen finder ud af, at kvaliteten er i orden og finder sammen igen, sagde Christian Deventier, før han gennemgik de nye modeller fra New Holland og præsenterede CNHs regnskab for 2002. Han gav følgende bemærkning om spekulationerne om en sammenlægning af mærkerne New Holland og Case IH.

- Selv om vi har fælles komponent-strategi, og det for nogle maskiner gælder, at 60 procent af komponenterne går igen hos Case IH og New Holland, så bliver der ikke tale om ét mærke, vurderede Christian Deventier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Case IH og New Holland er begge dominerende mærker, og det er vanskeligt at dominere markedet med blot ét mærke, som vil gøre det svært at ekspandere, sagde Christian Deventier.

New Holland Team

Det genoptagede samarbejde mellem Mertz og CNH byder som nævnt på et Mertz New Holland Team, som ifølge Mogens Bloch skal munde ud i en bedre og mere professionel rådgivning i forhold til købere og brugere af New Holland-produkterne.

- Jeg tror, at teamet får en virkning, og vi har kun fået positive meldinger fra leverandør-kredsene, lyder det fra Mogens Bloch.

Mogens Bloch står selv i spidsen for teamet, mens tre andre medarbejdere har delt deres fagområder op på henholdsvis traktorer, mejetærskere samt entreprenørmaskiner.: