Blot en måned efter at have aflagt sin første beretning ved årsmødet i Landsudvalget for Byggeri og Teknik (det tidligere Landsudvalg for Bygninger og Maskiner) har Ivar Skovgaard Jensen trukket sig fra formandsstolen og overladt styringen til Hans Pedersen Schmidt, der var eneste kandidat til formandsposten.

Ivar Skovgaard Jensen afviser, at der er dramatik i formandsskiftet. Arbejdet som formand var ganske enkelt for tidskrævende for Ivar Skovgaard Jensen, som afløste den tidligere formand Jørgen Elkjær, der blev væltet efter at have siddet som formand i en årrække.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er stoppet, fordi det var for tidskrævende. Desuden har jeg fået nye stalde herhjemme og er samtidig vurderingsinspektør for Nordea, siger Ivar Skovgaard Jensen.

Hvordan kan arbejdsbyrden som landsudvalgsformand komme bag på dig, når du i flere år har siddet side om side med eksempelvis den tidligere formand for landsudvalget?

- En ting er at være menigt medlem af udvalget, hvor man ikke fået et indtryk af, hvor meget det egentlig kræver at være formand. En anden ting er at sidde som formand, påpeger Ivar Skovgaard Jensen.

Han kan ikke sætte et præcist antal dage på, hvor meget jobbet som formand har krævet af ham.

- Jeg ved det ikke, men jeg kan konstatere, at det griber ind i mange andre ting, siger Ivar Skovgaard Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kritik afvises

Ivar Skovgaard Jensen blev udsat for kraftig kritik fra landmand Jørgen Jagd for manglende visioner i sin beretning på årsmødet, der blev afholdt i marts måned.

Kritikken preller af på Ivar Skovgaard Jensen. Han mener ikke, at kritikken skal tages som udtryk for en generel kritik af ham, da han var formand for Landsudvalget for Bygninger og Maskiner.

- Kritikken fra årsmødet har overhovedet ikke haft indflydelse på, at jeg er stoppet som formand. Og det var ikke mit indtryk fra mødet, at det var den generelle holdning, siger Ivar Skovgaard Jensen.

Ivar Skovgaard Jensen forbliver i landsudvalget, og han understreger, at han vil fortsætte et konstruktivt arbejde og støtte op om valget af den nyvalgte formand.

Skal Ivar Skovgaard Jensen huske tilbage på sin tjans som formand og pege på en ting, som han fik udrettet, er han ikke sen til at udpege maskinrådgivningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes bestemt, jeg har nået de mål, jeg satte mig. Skal jeg pege på noget særligt, er det, at jeg var med til at få startet maskinrådgivningen og få lanceret en landsdækkende maskinrådgivning med specialer, siger Ivar Skovgaard Jensen.: