Lavkonjunktur og fald i valutakurserne kan ses på Danish Crowns regnskab for første halvår af 2002/03. Omsætningen er på 19,5 milliarder kroner, og det er hele 2,7 milliarder kroner under niveauet for året før.

Indtjeningen fejler til gengæld ikke noget hos slagterigiganten. I første halvår af 2002/03 har Danish Crown realiseret et halvårsresultat på 591 millioner kroner efter skat. Det er 13 millioner kroner mere end den tilsvarende periode året før, og kan ses som et udtryk for, at afregningen er afpasset til de aktuelle forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Crown oplyser, at svinekødsdivisionen fortsat er den største bidragyder til koncernresultatet, men aktiviteterne har i halvåret været koncentreret om at afbøde de værste virkninger af det fortsat svage verdensmarked for svinekød og de fald, der har været i en række eksportvalutaer.

Disse faktorer har været årsag til, at noteringen i perioden har ligget på et gennemsnit på 7,98 kroner.

Valutakursfaldene i dollar, yen og pund har betydet et minus på cirka en krone pr. kg for den danske svineproducent, hvilket er med til at forstærke en situation, der internationalt er præget af lave priser.

Oksekød bedre end svinekød

Prisudviklingen for oksekød har været bedre end for svinekødets vedkommende, men halvårsresultatet i oksekødsdivisionen lever ikke helt op til forventningerne, oplyser Danish Crown.

Problemet skyldes blandt andet, at Danish Crown har problemer med afsætning på det russiske marked som følge af de indførte importkvoter samt et mindre bidrag fra kreaturhuderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Crown-koncernens forædlingsselskaber har til gengæld haft et meget tilfredsstillende halvår.

Trods en lidt lavere omsætning som følge af de lavere råvarepriser ligger halvårs-resultatet cirka 30 millioner kroner over sidste års niveau.

Dæmper på indtjeningen

Danish Crown vurderer, at der endnu ikke er opnået balance mellem globalt udbud og efterspørgsel, som på et tidspunkt vil betyde stigning i kødpriserne, ligesom den fulde effekt af valutakurs-ændringerne næppe er slået helt igennem endnu.

Koncernen mener, at disse forhold vil lægge en dæmper på indtjeningen også i den kommende periode, og det er i øjeblikket vanskeligt at vurdere præcist, på hvilket tidspunkt konjunkturerne vil vende.