Abonnementsartikel

Omsætningen er steget, og indtjeningen vokser kraftigt i Deere & Company, men festen ventes ikke at fortsætte resten af året

Deere & Companys resultat i 2002-2003-regnskabets andet kvartal viser et overskud på 257 millioner dollar mod 142 millioner dollar i samme kvartal året før. Det er en fremgang på 80 procent.

Regnskabets første halvår har givet et overskud på 325 millioner dollar, hvilket er mere end en tredobling af sidste års halvårsoverskud på 104 millioner dollar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet er opnået trods et svagt marked for landbrugsmaskiner i USA. Forbedringer og øget salg uden for Nordamerika har alligevel sikret Deere & Company øget indtjening på landbrugsmaskinerne.

- Disse resultater beviser yderligere, at John Deeres ansatte over hele verden gennemfører den nødvendige strategi for at skabe en bedre forretning, siger Robert W. Lane, formand og administrerende direktør for Deere & Company.

Medvirkende til det gode resultat er også stigende rentabilitet inden for koncernens entreprenør- og skovbrugsmateriel.

Det er dog ikke kun indtjeningen, der er i vækst hos John Deere. Også omsætningen vokser. I seneste kvartal omsatte koncernen for 4,4 milliarder dollar, hvilket er en stigning på 10 procent i forhold til samme kvartal året før. Første halvår gav med en omsætning på 7,2 milliarder dollar en fremgang på 11 procent i forhold til året før.

Valutakurser har effekt

Den større omsætning er primært opnået gennem salg af flere enheder i alle tre hoveddivisioner i koncernen. Dertil skal lægges en positiv effekt af vekselkurser og prissætningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Salget på de oversøiske markeder er steget med 22 procent i det seneste kvartal og 21 procent i første halvår sammenlignet med året før. Renset for effekten af ændrede valutakurser steg det oversøiske salg med henholdsvis 10 og 11 procent sammenlignet med tilsvarende perioder året før.

Deere & Companys forventninger til resten af året er en omsætningsfremgang på fem procent i tredje kvartal og en indtjening mellem 175 og 225 millioner dollar.

For hele året ventes en stigning i salget på mellem seks og otte procent, hvilket er en smule under tidligere estimater.

Indtjeningsskønnet ligger mellem 500 og 600 millioner dollar.

Salget ventes ikke at stige resten af året, når tallene renses for effekten af valutakurser og prissætningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionsomfanget ventes at være generelt lavere i andet halvår, og Deere & Company spår en nedgang på fem procent i forhold til sidste års lave niveau.