Abonnementsartikel

Ægteparret Birthe og Wolle Kirk er i Danmark, hvor man blandt andet kan høre dem på Nordjyllands Idrætshøjskole

Fem gange er det danske ægtepar Birthe og Wolle Kirk blevet overfaldet på deres farm i Zimbabwe, og sidste gang mistede Wolle Kirk blandt andet et øje.

Nu er ægteparret i Danmark på en foredragsturné, og det er muligt for alle interesserede at høre deres foredrag ved et offentligt møde tirsdag 3. juni kl. 19,30 på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der bliver tale om et spændende foredrag, hvor Birthe og Wolle Kirk fortæller om deres dramatiske oplevelser under Afrikas sol i Zimbabwe.

De har været aktive i politik, udviklingsarbejde, undervisning og kirke- og kulturliv. I foredraget fortæller de om familiens 30 år som bønder i Zimbabwe, og herunder også om brydningerne mellem afrikansk og nordisk kulturlivsmønster og tankegang.

Birthe Kirk har ledet to skoler og forskellige kvindeprojekter og fortæller herom.

Wolle Kirk kommenterer også den demokratiske udvikling i Afrika og giver sit syn på, om der i denne del af verden er mulighed for noget, der bare ligner det folkestyre, vi kender.

U-landshjælpen og kløften mellem rig og fattig bliver også berørt sammen med et bud på, hvad vi kan gøre for at standse denne tidsindstillede bombe, som Wolle Kirk beskriver den stigende ulighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mødet er åbent for alle. Gebyr 75 kr. inkl. kaffe.