Den elektroniske handel via internettet har hidtil oftest været begrænset til bestemte sortimenter af standardvarer.

Men nu har Lindab A/S i Haderslev åbnet en hjemmeside med e-handel, hvor der ikke blot er adgang til Lindabs komplette sortiment af prislistevarer inden for ventilationskomponenter, men også en mulighed for at bestille og købe skræddersyede produkter via Internettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye hjemmeside hedder www.lindabnetvent.dk, og nyskabelsen ligger i, at systemet for de rektangulære ventilationskanalers vedkommende er interaktivt og automatisk priskalkulerende.

Brugerne kan bestille varerne med præcis de individuelle mål, de ønsker, og på skærmen kan de straks se prisen på det skræddersyede produkt og bestille det.

De forhold, der har virkning på på prisen af specialproduktet, er på forhånd lagt ind i systemet, og herved kan både specialprisen og produktionsordren gives on-line.

Lindabs nye hjemmeside med e-handel omfatter omkring 25.000 varenumre.

Alle standardbestillinger, der registreres inden klokken 11, bliver leveret næste dag. På den måde kan kunderne få udvidet lagersortimentet uden ekstra lagerplads og uden investering i varebeholdningen.