Abonnementsartikel

Danish Crown er parat til at reducere afregningen for andelshavere, der skader branchens image

Danish Crown er klar til at slå hårdt ned på brådne kar. Slagterikoncernen har bekendtgjort, at den er villig til at anvende bestemmelserne i slagteriets Code of Practice om reduceret afregning for andelshavere, hvis de skader imaget, som slagteriets andelshavere har opbygget.

- Vi tager på det skarpeste afstand fra de forhold, der tilsyneladende har fundet sted hos en af vore andelshavere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bestemmelserne i Code of Practice vil blive taget i anvendelse, hvis mistanken om ulovlig anvendelse af medicin hos en lollandsk svineproducent bliver bekræftet.

- Såfremt det bekræftes, at han har haft de omtalte mængder forbudt medicin, spilles der hasard med den fødevaresikkerhed, som er et af dansk svinekøds stærkeste varemærker, siger Danish Crowns formand Niels Mikkelsen.

Tager slagteriet ordensreglerne i brug, er det første gang siden Danish Crown for et års tid siden indførte Code of Practice for svineandelshavere, at sanktionsmulighederne vil blive taget i brug.

- Det er de danske domstole, der vurderer sagerne, hvis landmænd overtræder lovene.

- Men hvis en overtrædelse så markant vil belaste hele erhvervet, så mener vi, at slagteriet skal benytte sig af sine sanktionsmuligheder og derigennem understrege den alvor, hvormed vi ser på sådanne lovovertrædelser, siger Niels Mikkelsen.