Abonnementsartikel

Landmændene anvender til stadighed zink i ulovlige mængder - nu varsler Plantedirektoratets Foderstofkontrol med bøder ved bevidste overtrædelser

Landmændene overtræder i stigende grad maksimumgrænsen for zink i foderstofblandinger, og Plantedirektoratet varsler nu bøder ved bevidste overtrædelser for at komme problemet til livs.

- Vi arbejder ud fra en bekendtgørelse, der giver mulighed for at uddele bøder, men vi har ikke benyttet den sanktion hidtil. Der mangler ganske enkelt en bødepraksis på området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu strammer vi op, efter at have raslet med sablerne igennem flere år, for nu burde landmændene have lært, at det er ulovligt at bruge mere end 250 mg zink pr. kg foder, siger agronom Christina Reenberg fra Plantedirektoratets Foderstofkontrol.

Hun påpeger, at man hidtil har nøjedes med at indskærpe over for overtrædere, at anvendelsen af zink skulle bringes ned på et lovligt niveau.

Nu kan der derimod vanke bøder, hvis landmanden bevidst har anvendt zink til at kontrollere diarré ved fravænning.

- Vi havde sidste år en prøve, der viste et indhold på 4.000 mg zink pr. kg foder, og vedkommende slap for en bøde. Ser vi sådan et tilfælde igen, så er det klart, at synderen er i farezonen, og sagen kan komme i bødebunken, vurderer Christina Reenberg.

Flere overtrædelser

En gennemgang af de foderstofprøver, som Foderstofkontrollen har foretaget de senere år, viser, at der fortsat er problemer i landbruget med at få zink-niveauet ned under EU-kravet på 250 mg zink pr. kg foder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2002 udtog Foderstofkontrollen 572 prøver, der blev undersøgt for zink, og her viste 7,9 procent af prøverne, at landmændene ikke overholder den fastsatte maksimumgrænse.

Til sammenligning foretog Foderstofkontrollen i 2001 475 prøver og analyserede dem for zink, og her var der blot 5,9 procent, som overtrådte maksimumgrænsen.

- Jeg kan ikke forklare forskellen, men vi kan konstatere, at der ikke er sket en forbedring hos landmændene, siden vi begyndte at analysere foder med zink i år 2000, siger Christina Reenberg.

Hun oplyser, at tallene dækker over store variationer, og at det kun er ganske få analyser, som viste indhold på over 2.000-3.000 mg zink pr. kg foder, der angives at være niveauet for, at zink kan have virkning på diarré ved fravænning.

- Hos mange ser vi små overtrædelser, som jeg vil karakterisere som sjusk fra landmændenes side, når de selv har været i færd med at blande foder, siger Christina Reenberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højere end antaget

Hos Foderstofkontrollen erkender man, at forbruget af zink i foderet meget vel kan være væsentligt højere end det, Foderstofkontrollen har analyseret sig frem til via de indhentede prøver.

Det skyldes, at kontrolinstansen ikke har mulighed for at komme rundt på hele gården. Et besøg i eksempelvis stuehusene kræver nemlig en ransagningskendelse.

- Det er klart, at dem, der vil snyde og omgå reglerne, også gør det. De køber ikke zinken hos foderstofvirksomhederne, men køber det hos naboen for en 50"er.

- Landmændene kan have zinken stående i stuehuset, og vi kan ikke gøre noget ved det, siger Christina Reenberg og understreger, at hun generelt betragter danske landmænd, som utrolig lovlydige.

- Jeg synes, vi har grund til at sige, at zink i foderet ikke er et udbredt problem, men omvendt må vi erkende, at vi ikke kan bevise det, siger Christina Reenberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun hører ofte fra landmænd, der er blevet taget i at have for meget zink i foderet, men troede, at det er lovligt at bruge zinken. Men fra Foderstofkontrollen skal meldingen lyde:

- Os bekendt er EUs maksimumgrænse for zink i foder fortsat 250 mg pr. kg, og det er der ikke ændret på. Det er lovligt at anvende zink til desinfektion af stien, men det skal fjernes fra stien, når grisene lukkes ind i staldene igen, påpeger Christian Reenberg.