Såfremt der er penge at spare ved køb af foder fra den tyske foderstofvirksomhed ATR råder Sønderjysk Svinerådgivning sine medlemmer til at handle med foder produceret syd for den danske grænse.

- Jeg har ingen problemer med at rådgive vores medlemmer til at købe foder fra ATR. Foderet fra ATR har den samme kvalitet som danskproduceret foder, og når man som landmand kan spare måske fem kroner pr. 100 kg foder i forhold til dansk foder, så er det klart, at jeg rådgiver til fordel for det bedste køb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er nu engang medlemmerne, som betaler min løn, og jeg vil give dem de bedste råd, siger ledende konsulent hos Sønderjysk Svinerådgivning, Hans Knudt Krag.

Købskontrakt

Sønderjysk Svinerådgivning er ikke ubekendt med ATR, fordi ATR for et par år siden henvendte sig til Sønderjysk Svinerådgivning for at få rådgivning om at lave foder til danske forhold produceret af tyske råvarer.

- Nogle påstod dengang, at vi også forestod salget for ATR, men det gjorde vi altså ikke. Vi var ikke noget salgskontor, siger Hans Knudt Krag.

Han betingede sig, at ATR accepterede en købskontrakt udfærdiget på vegne af Sønderjysk Svinerådgivning for at få lov til at afsætte foder til medlemmerne af Sønderjysk Svinerådgivning.

- Det gik ATR med til, og vi formidler kontakten mellem landmanden og ATR, fortæller Hans Knudt Krag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Købskontrakten med landmanden og ATR stiller ifølge Hans Knudt Krag landmændene bedre end kontrakter, der normalt indgås med danske grovfodervirksomheder.

- Med købskontrakten i hånden er man garanteret, at man får, hvad man har købt. Desuden er prøverne af foderet skrappere, siger Hans Knudt Krag.

Han fremhæver, at danske kontrakter kun er at betragte som misligholdt, hvis der på de enkelte analyser af foderet er mindst fem foderenheder mindre, end der er angivet. Ifølge foderkøbskontrakten får man godtgørelse, hvis der i gennemsnit af 12 prøver er et mindre indhold ifølge garantien. For eksempel et minus på tre foderenheder.

- I dette tilfælde får man godtgørelse, men i tilfælde af, at foderet udløser diarré, giver dårligere pillekvalitet eller dårligere kødprocent eller manglende ædelyst, kan man bryde kontrakten med ATR.

- For at give svineproducenterne en bedre retsstilling også ved samhandel med danske firmaer anbefaler Sønderjysk Svinerådgivning generelt at bruge foderkøbskontrakten, siger Hans Knudt Krag.