Svineproducenterne beklager sig over den lave svinenotering, som giver knaldrøde tal på bundlinjen hos mange producenter af svin.

Hos DLR Kredit, der sidder på en tredjedel af realkreditlånene til landbruget, har man til gengæld endnu ikke mærket krisen i svinebranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan ikke mærke noget, andet end nogle små krusninger på overfladen i form af højere restancer, siger Bjarne Dyreborg-Carlsen, direktør i DLR Kredit.

At svinenoteringen er faldende, bekymrer Bjarne Dyreborg-Carlsen, som dog hæfter sig ved, at et fald i svinenoteringen oftest resulterer i en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel og dermed stigende priser på svin på sigt.

Forsætter den lave svinenotering kan det imidlertid komme på tale at skrue bissen på over for de dårligste landmænd.

- Hvis noteringen i det lange løb vedbliver at være lav, vil de svageste landmænd falde fra, og vi er nødt til at se på hver enkelt sag, siger Bjarne Dyreborg-Carlsen.

Fokus på driften

Bliver det nødvendigt for DLR Kredit at kigge sine kunder nærmere efter i sømmene, vil realkreditinstituttet fokusere på egenkapitalen og ikke mindst driften, som betegnes som meget væsentlig i nedgangstider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Egenkapitalen kigger vi naturligvis på, for det er en vigtig stødpude. Men vi må sige, at vi også ser på driften. Jo større bedrifterne er, jo vigtigere er det at have en god driftsleder, bemærker Bjarne Dyreborg-Carlsen.