Abonnementsartikel

Cirka 150 km vest for storbyen Philadelphia i det østlige USA blev grundlaget skabt for et verdensomspændende mærke inden for landbrugsmaskiner

Det kan altid diskuteres, hvor historiens vugge stod. Men det er uden for diskussion, at varemærket New Holland stammer fra den lille by af samme navn i staten Pennsylvania i USA.

Historiens vingesus ses stadig i og omkring byen New Holland, og selv en sen aftentime kan man i bil indhente historien i form af en Amish hestevogn. I dag er de små, sorte aflukkede hestevogne monteret med store blinkende røde lygter på bagskærmene, så bilerne ikke skal ramle ind i dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 1895, da den 26-årige Abram Zimmerman kom til New Holland, var Amish folket ikke tvunget til at køre med lygter på deres vogne, og biler var der heller ikke mange af. Penge havde Abram Zimmerman heller ikke mange af.

Hans idé var at tilbyde "reparation af alt mekanisk" til de mange landmænd, som havde deres farme mellem de blødt svungne, frodige bakker i den østamerikanske stat.

Det første værksted i New Holland Machine Works blev udstyret med brugt udstyr og udstyr, som Abram Zimmerman selv lavede.

Selv om overleveringen fortæller, at hans chancer for at konkurrere med de øvrige smede i byen var lille, tiltrak han alligevel i stigende omfang kunderne. De fik repareret deres maskiner, og i tilgift fik de måske endda uventede forbedringer.

Startede med kværne

Men reparationer var ikke nok for den unge Abe Zimmerman, som også begyndte at lave en kværn, der kunne kværne majs samt korn. I 1899 konstruerede han en endnu mere avanceret kværn, som kunne formale hele majskobler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kværnene kunne trækkes af små vindmøller, og dermed var farmerne uafhængige af de store møller, som var ejet af professionelle møllere.

Samtidig med bygningen af kværne tog New Holland Machine Works sig også af at reparere benzinmotorer. Og der blev lavet aftale om forhandling af Columbus motorer, som Abe Zimmermans folk monterede på en selvkonstrueret undervogn med fire hjul, så de kunne flyttes med en hest spændt for.

Men tunge var de, og med erfaringerne fra de mange reparationer som udgangspunkt opfandt Abe Zimmerman selv en vandkølet motor med en ydelse på halvanden hestekræfter. Det unikke ved denne motor var, at den var nem at starte, og at den ikke kunne frostsprænges om vinteren.

Abe Zimmerman havde med egne øjne set, hvordan vand frøs ovenud af grisetrug, der var større foroven end forneden, og den egenskab udnyttede han ved udformningen af karret til kølevandet på den encylindrede motor.

I året 1900 blev der lavet svinetrug, motorer, kværne, rundsave, vogne til at transportere benzinmotorerne og jerntanke i New Holland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dannede selskab og voksede

I 1903 dannede Abe Zimmerman et selskab, som fik navnet New Holland Machine Company, og det var dette selskab, som siden skulle blive verdenskendt for sine produkter.

Næste trin var udviklingen af transportable stenknusere, så farmerne kunne lave veje og befæste deres stald- og ladegulve.

I 1910 var der 135 ansatte, og i 1912 skrev den lokale avis, at succesen var lige ved at vokse ind i himlen. Men desværre var Abe Zimmerman medlem af en religiøs sekt, som troede fuldt og fast på, at jordens undergang skulle komme i 1914.

Han solgte derfor alle sine aktier dette år og forlod firmaet. Men jorden gik ikke under, og i 1916 var stifteren tilbage i nogle måneder for igen at forlade firmaet, som nu havde nye folk i ledelsen.

Det gik fremad helt til 1930"ernes ødelæggende økonomiske depression, hvor der sidst i det årti kun var en håndfuld ansatte tilbage, som næsten ikke havde noget med landbrug at gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i 1937 lykkedes det at afprøve en maskine, der kunne presse halm direkte på marken.

Manden bag presseren hed Edwin Nolt, og han var landmandsfødt nogle få miles fra byen New Holland.

Med hans opfindelse var verdens første ballepresser til brug direkte på marken, og som selv kunne binde ballerne, opfundet.

Resten er mest historien om videreudvikling af et produkt, som alle landmænd kender - og i dag desuden produktion af rundballepressere og bugserede finsnittere i byen New Holland.Foto fra lille hæfte på side 10 s/h