Abonnementsartikel

Agromek har stadig venteliste, selvom udstillingen i 2004 er udvidet med 11.000 kvadratmeter

Rygterne om, at Kverneland ikke ville deltage i Agromek fremover, medmindre det kunne lade sig gøre kun at deltage hvert andet år, har talt sandt.

Og den norske koncerns danske selskab får følgeskab af Brøns Maskinforretning, der blandt andet importerer det tyske mærke Amazone til Danmark. Ifølge Agromeks formand, Peter Hansen, har begge selskaber valgt at sige fra til Agromek 2004.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For Kverneland Danmark betyder et farvel til Agromek en umiddelbar besparelse på mere end en million kroner, som er brugt hvert år på at udstille i Herning i januar.

- Vi er på landmændenes vegne kede af, at de har taget den beslutning, siger Peter Hansen, formand for Agromek og adm. direktør i Cormall.

Han siger, at udstillingen kommer til at savne Kverneland Group Danmark, som har givet et godt bidrag til udstillingen.

- Men det er deres beslutning, og vi skal ikke blande os i, hvordan de markedsfører sig, understreger Peter Hansen.

Kongskilde er med

Rygterne har også svirret om, at Kongskilde var på vej væk fra den årlige udstilling på Agromek. Ved redaktionens slutning var det ikke lykkedes at få fat i Per Michelsen, adm. direktør for Kongskilde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men jeg har fået bekræftet, at de deltager på Agromek, også i 2004, siger Peter Hansen til MaskinBladet.

Selvom der nu er to udstillere, som har valgt at gå en anden vej med deres markedsføring, har Agromek 2004 stadig en venteliste. Og det trods bygningen af en ny hal med 11.000 kvadratmeter under tag.

- Vi vil se på fordelingen af stande til Agromek 2004, og med ændringerne vil der ske rokader.

- Der vil også blive mulighed for at flytte rundt, så udstillingen får en endnu mere logisk opbygning, siger Peter Hansen.

Klar opbakning

I foreningen Danske Landbrugsmaskinfabrikanter, som driver Agromek i et samarbejde med Dansk Landbrug, er der klar opbakning til at fortsætte Agromek som en udstilling, der kører hvert år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tilslutningen er meget bred til den årlige udstilling, og derfor fortsætter vi på den måde, siger Peter Hansen.

Han er bekendt med, at store importører har en anden holdning til den sag.

Det samme ved Poul Erik Sørensen, adm. direktør for Kverneland Group Danmark.

- Vi er ikke ude på at ødelægge noget for andre, men må tænke på os selv, siger han.

Ser på andre muligheder

Kverneland Group Danmark har ikke låst sig fast på andre muligheder for at markedsføre sig endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi har da overvejelser om at udstille på LIB-messen i Fredericia hvert andet år, hvis det er muligt at komme ind der, siger Poul Erik Sørensen.

- Hvis traktorimportørerne i LIB derimod kan blive enige med Agromek om at udstille hvert andet år, så vil vi også være med der, fortsætter han.

- Det kan da også være, at vi møder synspunkter fra forhandlerne eller andre, som gør, at vi må revidere vores opfattelse af situationen, understreger han.

Måske udstille alene

Kverneland har tidligere deltaget i AgriMark.

- Efter vores opfattelse var der for få besøgende på den seneste demonstration ved Hedensted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er også af den opfattelse, at den slags demonstrationer er til mere gavn for de mindre producenter, som nemmere kommer i fokus, når de store på markedet er med.

- Og vi ved, det er en hård kamp for at overleve i markedet, så derfor kan det godt være, at vi selv vil lave markdemonstrationer, siger Poul Erik Sørensen.

- Vi skal finde løsninger, der dækker kundernes behov og opfylder deres forventninger, påpeger han.

Kverneland Group deltager i Agritechnica, der finder sted i Hannover i november i år.