Abonnementsartikel

TX-serien fra New Holland er kendt som en driftsikker maskine uden unødige dikkedarer, men uden at der er gået på kompromis med betjening og førerkomfort

En af hovedhjørnestenene i New Holland TX er det specielle tærskeværk, som ud over en traditionel tærskecylinder og halmvinde indeholder yderligere en halmvinde og en roterende kerneudskiller.

Tærskecylinderen, den ekstra halmvinde og den roterende kerneudskiller har alle en diameter på godt 600 millimeter og er alle forsynet med underliggende bro. I forhold til konkurrenterne giver det TX-maskinerne et forholdsvis stort udskillelsesareal forrest i maskine, og i praksis er det derfor sjældent halmrysterne, som sætter begrænsningen for kapaciteten på en TX maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tærskeprincippet er kun en af specialiteterne på de gule New Holland maskiner. En anden er skærebordets stilling i forhold til jordoverfladen.

- I arbejdsposition peger fingrene skråt nedad og er derfor yderst effektive til opsamling af selv vanskelige afgrøder. I praksis kørere en New Holland-mejetærsker uden akshævere i 95 procent af tiden. Kun i ekstrem lejesæd og i afgrøder som ærter kan de med fordel køres med akshævere.

- Ud over at løfte afgrøden ind i maskinen er akshæverne også gode til at pille sten op og få dem med ind i skærebordet. Ved at køre uden akshævere, minimerer vi derfor risikoen for stenskader på maskinen, siger salgskonsulent Peder H. Andersen, Ingemann Larsen A/S på Mors.

Modeller i serien

Den brugte maskine, som står på Mors, er en model TX 65 fra 1997 med 17 fods skærebord og 230 hestekræfter på motoren. På de nyere modeller er der tilføjet et Plus til modelbetegnelsen, og motoreffekten er øget til 261 hestekræfter. Samtidig er kapaciteten på korntanken øget fra 7.200 til 8.000 liter.

Ud over TX 65 indeholder serien to mindre modeller og to større modeller. Til og med model TX 65 har maskinerne fem halmrystere, og de to største modeller har seks rystere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Serien er stadig i produktion på fabrikken i Belgien, men modeludvalget er her i landet skrumpet ind til et par modeller. Den mere avancerede CX-serie, som blev introduceret i 2000, og den nye CS-serie, som bliver introduceret her til sæsonen, er i gang med at afløse TX-serien her i landet.

Som køber af en brugt TX mejetærsker er maskinens computer et godt hjælpemiddel til at vurdere under hvilke forhold, maskinen har høstet, og hvordan maskinen har været kørt.

I computeren findes der således oplysninger om, hvor mange timer maskinen har gået dels på motoren og dels på tærskeværket. Ligeledes findes der oplysninger om, hvor mange hektar maskinen har høstet i sin levetid.

- Kunden kan således være tryg ved, at de oplysninger, som sælger opgiver, er korrekte. Samtidig kan man let vurdere, om maskinen hele tiden har været presset til det yderste, eller om maskinen har været kørt af en pilot, som har taget hensyn til maskinen, siger Peder H. Andersen, der har arbejdet med mejetærskere siden 1967. Først som mekaniker og siden som værkfører og nu som salgskonsulent.

- Både på værkstedet og som salgsmand ser man lidt af hvert og opbygger en rutine i at vurdere brugte mejetærskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved, at indføringskæder og elevatorkæder har en levetid på 800 - 1.000 timer, og vi ved også nøjagtigt, hvad det koster at skifte en kæde. Reparationer efter stenskader er derimod sværere at vurdere, og det kræver også en grundig gennemgang af maskine for at konstatere, hvor alvorlige skaderne er.

- Skal en eller flere broer ud og rettes op, og skal der skiftes slagler på cylinderen, kan det hurtigt løbe op, både i reservedele og ikke mindst i arbejdstimer, siger Peder H. Andersen.

Selvoprettende skærebord er et must

På de nyeste modeller af TX var Autofloat, som New Holland kalder det selvoprettende skærebord, standardudstyr. På nogle af de første modeller var udstyret til gengæld ekstraudstyr, og salgskonsulenten på Mors er ikke i tvivl om systemets betydning for maskinens kapacitet og førerens komfort.

- Efter min mening må man simpelt hen ikke købe en maskine uden Autofloat. Selv med et 17 fods bord er der en verden til forskel mellem at køre med og uden Autofloat.

- Med Autofloat kan man sætte stubbe på kun nogle få centimeter uden risiko for, at det ene hjørne af skærebordet pludselige fyldes med jord og sten. Har man en maskine uden det pågældende udstyr og har fortrudt, at man ikke fik det monteret fra fabrikken, kan det altid eftermonteres, og da maskinen er forberedt for udstyret, er prisen forholdsvis beskeden, siger Peder H. Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tærskning af returmaterialet

I modsætning til mange andre maskiner fører TX maskinerne ikke returmaterialet fra soldene tilbage til tærskecylinderen, men tærsker det i separate returtærskere.

- Model TX 63 og 65 har én returtærsker, mens de to store modeller har to. Returmaterialet fra soldene ender i returtærskerne, hvor materialet tærskes grundigt igennem og føres tilbage til tilløbsplanet.

- Tærskeværket belastes således ikke af returmaterialet og skal derfor udelukkende arbejde med afgrøden, som kommer op fra indføringen.

- New Holland har altid kørt med en lang indføring, som giver to fordele. For der første udjævnes eventuelle klumper i afgrøden på vej op igennem den lange indføring, og for det andet giver det føreren et godt overblik over skærebordet, uden at han behøver at læne sig frem eller at sidde ude på kanten af sædet, siger Peder H. Andersen.