Grundvad Maskinhandel ApS. er fra 1. juli ny forhandler af de finske Valtra (tidl. Valmet) traktorer i Viborg-området. Samtidig stopper Valtra Danmark samarbejdet med Midtjydsk Maskincenter A/S i Viborg.

Grundvad Maskinhandel ApS. er et familieforetagende, grundlagt i 1927 af Chr. N. Christensen, og siden 1958 kendt som Grundvad Maskinhandel. Firmaet har til huse i Grundvad, 12 kilometer syd for Viborg ad hovedvej A13.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag er det tredje generation i skikkelse af Flemming Christensen, der tegner virksomheden, med assistance af faderen Knud Christensen.

Virksomheden beskæftiger otte medarbejdere og har i anledning af den nye status styrket organisationen med to nye ansatte med Valtra-erfaring.

Jørgen Eriksen, 38, er ansat som sælger. Han kommer fra Randers Traktorcompagni og har over 20 års erfaring i branchen. De sidste fire blandt andet med salg af Valtra-traktorer.

Morten Kongensgård, 25, er ansat som montør. Han er udlært hos en Valtra-forhandler og har desuden været ansat hos Valtra Danmark i Kolding.

Valtras traktorprogram er i størrelsen fra 60 til 260 hk, og mærket er det mest solgte i Norden.