Abonnementsartikel

Amerikanske eksportører advarer mod at eksportere gensplejset hvede til Asien

Amerikanske eksportører af hvede har bedt bioteknologivirksomhederne om at tænke sig godt om. De frygter nemlig, at en for hurtig introduktion af gensplejset hvede vil give bagslag, når hveden forsøges solgt i Asien.

- For øjeblikket får vi et tilbageslag i Europa, fordi vi pressede andre ting igennem som majs og sojabønner. Det tror jeg har sat vores markedsposition tilbage med fem år. Jeg håber, at bioteknologivirksomhederne har lært lektien fra det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi som eksportører var sandsynligvis for tilbageholdende med at bekymre os om, hvad vores kunder tænkte om vore produkter, siger Kurt Haarmann, fra Columbia Grain International Inc, der er en af USAs førende hvedeksportører.

USA er verdens største producent af gensplejsede afgrøder. 75 procent af sojabønner, 71 procent af bomuld og 34 procent af majs produceret i USA er gensplejset.

Nøglen er Japan

- Hvis amerikansk gensplejset hvede skal have en fremtid i Asien, går vejen gennem Japan, siger Alan Tray, præsident i U.S. Wheat Associates til Reuters.

Han fortæller, at det er i Japan, man har de største betænkeligheder over at få gensplejset jvede ind i fødevarekæden. Ledende importører og møllervirksomheder i Japan har i forvejen takket pænt nej til den gensplejsede hvede.

USA leverer halvdelen af de seks millioner ton hvede, Japan importerer hvert år, mens Canada og Australien leverer resten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Australien på spring

Hvis den gensplejsede hvede trumfes igennem i USA, kan det resultere i kraftige forrykninger i markedet. Analytikere spår, at australske leverandører kan blive primære hvedekilder til det japanske marked.

Omvendt vil introduktionen af gensplejset hvede måske betyde lavere priser. Det er dog ikke umiddelbart et gangbart salgsargument på det japanske marked.

- Argumentet om at man kan få gensplejset hvede 2,40 kroner lavere pr. hkg kan næppe imponere Japan, men på Filippinerne kan det måske gøre indtryk, siger Kurt Haarmann til Reuters

Det er asiatiske iagttagere dog ikke overbevist om.

- Man må huske på at hvede er en anden form for afgrøde. Majs bruges hovedsagelig til foder. Men hvede er et spørgsmål om menneskeføde. Så det er klart, at man ser helt anderledes på sikkerhedsspørgsmålet, siger en indonesisk melproducent til Reuters.