Svineproducent Mogens Friis Møller, 29 år, har fået noget at glæde sig over i hverdagen. Han har nemlig fået masser af luft og mindre af det sure arbejde, efter at han har bygget en ny drægtigheds-, fare- og løbestald.

- Med den nye stald fik vi et automatisk udmugningsanlæg. Det alene sparer os for to timers arbejde hver dag. Hertil kommer transponderfodring i drægtighedsstalden, fortæller en positiv Mogens Friis Møller, der har sin bedrift i Svenstrup på Nordfyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har med udbygningen udvidet kapaciteten fra 400 søer til 550 søer og forventer at øge den årlige produktionen til over 13.000 30 kilos grise.

Til daglig står Mogens Friis Møller sammen med to fodermestre for arbejdet. Til bedriften hører 95 hektar jord, hvor der dyrkes hvede, byg, raps og rødsvingel.

Den nye stald blev taget i drift 23. december sidste år, og indkøringen er nu ved at være helt på plads.

Svinenoteringen banede vejen

En gunstig svinenotering de første par år efter Mogens Friis Møller havde etableret sig som svineproducent, gav et godt fundament til at udvide produktionen.

- Svinenoteringen bar mig igennem de første år. Det gav luft til at lave det nye projekt, fortæller Mogens Friis Møller, der har haft bedriften siden 1999.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2002 købte han forældrenes gård i Askeby, et par kilometers kørsel fra Svenstrup, her bor han og kæresten, Heidi Jørgensen i stuehuset, mens svineproduktionen foregår på gården i Svenstrup.

God løsning

Oprindelig var det meningen, at et bestående maskinhus skulle indgå som en del af det nye byggeri, men Gråkjær Staldbyg A/S kunne lave nybygning og nedtagning af maskinhus til samme pris som renoveringen. Det takkede Mogens Friis Møller ja tak til.

Med i byggeriet indgik også renovering af de tidligere staldfaciliteter, der nu bliver brugt til klimastald og poltestald.

Da Mogens Friis Møller besluttede sig for at udvide produktionen, hjemtog han tilbud fra tre entreprenører, der rent prismæssigt var marginalt forskellige.

- Gråkjær Staldbyg var en anelse billigere, men det var ikke det, der gjorde udslaget. Den lokale konsulent er tidligere landmand, og jeg følte, at vi var på bølgelængde. Det var nok det, der gjorde udslaget, fortæller Mogens Friis Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Gråkjær Staldbyg er projektleder Per Henriksen glad for de rosende ord fra Mogens Friis Møller og påpeger, at man som regel bør se 10 år frem i tiden, når man bygger til, eller renoverer sine staldbygninger.

- Det er vigtigt for os, at man kender til arbejdsgangen på en bedrift for at skrue den bedste løsning sammen. På Mogens" bedrift er det blevet til et godt flow i dyreholdet kombineret med et fornuftigt arbejdsmiljø, konkluderer Per Henriksen.

Renovering eller nybyggeri

Gråkjær Staldbyg leverer færdige staldløsninger, men der kan også være fornuft i at renovere eksisterende bygninger.

- Erfaringer viser, at det i nogle tilfælde kan betale sig at renovere eksisterende staldbygninger. En bygning, der er 20 til 25 år gammel kan måske være anvendelig, men man er ofte nødt til at indgå kompromisser ved en renovering, siger Per Henriksen.

Et af de kompromisser som Mogens Friis Møller må leve med, er, at sektioner bliver lidt mindre, end han havde ønsket, fordi gangene i den gamle stald stjæler noget af pladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per Henriksen pointerer, at man er nødt til at vurderer hver enkelt bygning, før en renovering kan komme på tale.

- Renovering af en stald koster ofte i nærheden af 80 procent af et nybyggeri. Og så er nøglen til succes planlægning af renoveringen og styring af tidsplan. Det er med til at svineproducenten kan udnytte sit anlæg med minimum produktionsstop og indkøringstab, siger Per Henriksen.

Lokale leverandører

Gråkjær Staldbyg er beliggende i Holstebro, men bygger over hele Danmark samt i Tyskland, Norge, Sverige og Polen. For nylig har virksomheden indgået en aftale om en projekteringsopgave til Rusland.

- I 2002 udførte Gråkjær Staldbyg omkring 150 byggerier, fortæller Per Henriksen.

- Oplægget ved dette byggeri var råhus og en totalentreprise. Vi lægger ofte el- og VVS-arbejdet hos lokale leverandører, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også i byggeriet for Mogens Friis Møller er der valgt lokale håndværkere til udførelsen af VVS- og elarbejdet. Gråkjær bruger egne bygningshåndværkere på mange af projekterne, men i dette tilfælde er det lokale håndværkere, der har stået for tømrer-, murer- og støbearbejdet.

Landsby som stopper

Mogens Friis Møller har et godt forhold til sine naboer i landsbyen Svenstrup. Det lægger i sig selv en begrænsning på hans mulighed for fremtidig udbygning, fordi han ikke ønsker at sætte forholdet over styr. Samtidig er begrænser gylletankenes placering også muligheden for udbygning.

Han har ingen aktuelle planer, men forventer, at en eventuel yderligere ekspansion vil ske på en anden ejendom.

På en anden front er der dog lagt fundamentet til en udvidelse. Mogens Friis Møller og kæresten Heidi Jørgensen bliver forældre til deres første barn til november.