Agro Business Park i Foulum har kvalificeret sig til at lægge billet ind på et af de kommende innovationsmiljøer i Danmark, som Videnskabsministeriet ønsker at oprette.

Et innovationsmiljø betyder, at en person med en særlig perspektivrig idé kan få hjælp til kommercialisering af idéen samt adgang til risikovillig kapital i form af indskud og lån på op imod en million kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Direktøren for Agro Business Park, René Damkjer, ser derfor store perspektiver i muligheden for at Agro Business Park kan kvalificere sig til at varetage driften af et af de fire til seks innovationsmiljøer, som Videnskabsministeriet har sendt i udbud.

Viborg amt bakker op

Hvis det lykkes at få etableret innovationsmiljøet i Foulum, forventer René Damkjer, at staten bidrager med 8-10 millioner kroner om året i en periode på fem år. Derudover skal Agro Business Park selv rejse et kapitalgrundlag på cirka 12 millioner kroner i alt.

Økonomiudvalget i Viborg Amt har på sit møde 4. juli indstillet, at amtet skyder to millioner kroner ind som aktiekapital i et eventuelt kommende innovationsmiljø.

Agro Business Park huser i dag 20 virksomheder, og mere end 33 personer arbejder i forskerparken.

- Beslutningen om at etablere forskerparken har vist sig at være rigtig, og det er den positive udvikling, som nu gerne skal følges til dørs med etablering af et statsligt innovationsmiljø, udtaler amtsborgmester Bent Hansen.