Abonnementsartikel

Et uafhængigt konsulentfirma giver Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, stor ros for brugbarhed og effektivitet i arbejde med EU-tilpasning af bygningsstandarder

Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, får topkarakter for et igangværende EU-finansieret projekt i Polen.

Projektet overfører dansk viden om normer for landbrugsbyggeri i EU til et tilsvarende sæt regler for Polen, så landet hurtigt tilpasser sig medlemskabet af EU.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Karakteren "særdeles tilfredsstillende" er givet af et uafhængigt konsulentfirma, som EU har bestilt til at bedømme ti projekter i Polen. Foruden det danske projekt har kun ét yderligere projekt får topkarakter.

- Konsulentfirmaet lægger stor vægt på, at vi med Farm Standards får skabt et brugbart værktøj, som gør det nemt for polakkerne at arbejde videre med områder som dyrevelfærd, hygiejne og miljø i husdyrproduktionen. Samtidig roser konsulentfirmaet effektiviteten i det tætte samarbejde med de polske kolleger, forklarer Tormod Overby, chefkonsulent på Landscentret, Byggeri og Teknik.

Han har det overordnede ansvar for projektets gennemførelse, herunder økonomien, i samarbejde med Landscentret, International.

Fagligt samarbejde på Landscentret

Fagkonsulenter fra kvæg, fjerkræ og heste samarbejder med kolleger fra Byggeri og Teknik om den store opgave. Projektet er tilendebragt og rapporteret ved udgangen af juni 2004.

- Landscentret rummer samtlige produktionsgrene og den tilhørende specialrådgivning. Det gør os i stand til at samarbejde på tværs i huset, og dermed kan vi give polakkerne både en helhed og en specialfaglig ekspertise. Anerkendelsen er også et skulderklap til danske landmænd, fordi den viden, vi nu eksporterer, er skabt i det daglige samarbejde omkring rådgivning i Danmark, fortsætter Tormod Overby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er stolte over topkarakteren og håber, at vi kan spille en rolle i flere projekter i de kommende år, hvor de ti nye medlemslande så hurtigt som muligt skal blive fortrolig med arbejdsgange og krav ved deltagelsen i EU.

Vores medvirken kan også åbne døre for danske bygge- og maskinvirksomheder med produkter, der opfylder de nødvendige standarder, siger Tormod Overby.