En ting er, at fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) fremlægger regeringens forslag til en lov om dyrkning af GM-afgrøder, der vil udstikke regler for sameksistens mellem GM-afgrøder og andre afgrøder.

Noget andet er, at regeringens lovforslag måske ikke i første omgang får den store betydning, fordi regeringen ikke har opbakning fra Dansk Folkeparti.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med Dansk Folkeparti og den øvrige opposition tegner der sig nemlig billedet af et politisk flertal mod det nye lovforslag.

- Jeg har den holdning, at landbruget ikke bare kan dyrke GM-afgrøder, uden at vi er 100 procent sikker på virkningerne. Når man som nu ikke er klar over de langsigtede konsekvenser, er jeg modstander af at sætte GM-afgrøder ud i Danmark, siger Jørn Dohrmann, miljøpolitisk ordfører for Dansk Folkeparti.

- Der er uenighed om GM-afgrøder, og det bør komme de bekymrede forbrugere til gode, fordi der er så stor usikkerhed på området, siger han.

Tiden er ikke moden til GMO

Jørn Dohrmann mener nok, at det er et skridt i den rigtige retning, at lovforslaget sigter mod erstatning til de konventionelle eller økologiske landmænd, der lider økonomisk tab som følge af, at deres afgrøder eventuelt smittes med GM-materiale.

- Men erstatning eller kompensation er ingen garanti. Derfor skal Danmark vente med at indføre GM-afgrøder, til vi ved, hvilke virkninger det har, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinden kender ikke til grænser, og Jørn Dohrmann er derfor bekymret for farerne ved spredning af GM-materiale.

- Vi har set fra USA, at GM-materiale spredes. Selvfølgelig sker der en spredning, hvis en sort muterer 10 gange.

- Inden vi tillader en stor, ny produktion, skal vi tænke på genspredningen over grænserne. Jeg er modstander af uprøvede produkter, siger han.

Jørn Dohrmann er ligeledes bekymret for sporbarheden, som kræver forsigtighed, før Danmark åbner op for GMO, fordi vi ikke kender langtidsvirkningerne.

- Med GM-loven får vi ikke en ordentlig mærkning, fordi der længere ude i fødekæden kan bruges GMO som tilsætning uden mærkning på slutproduktet. Hvis man overhovedet anvender GMO, skal produkterne mærkes meget tydeligt, betoner han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark bør holde sig uden for

Når vi eksperimenterer med naturen, kan det gå galt, og den risiko må vi være meget bevidste om, mener han.

- Forskere ved godt, at der er risici, og vi kan for eksempel ikke holde GM-soja ude. Men der må være et marked for, at Danmark kan være GMO-frit og mærke det GMO, som kommer ind i landet.

Jørn Dohrmann er ikke bange for, at Danmark vil miste konkurrenceevne uden GM-afgrøder.

- Hvorfor altid bruge det argument, at GM-afgrøder er et konkurrenceparameter, der vil betyde, at vi tjener meget mere på vores landbrugsvarer? Jeg tror ikke på, at det vil skade landbruget, hvis vi undlader at bruge GM-afgrøder, siger han.

Forbrugernes interesser de vigtigste

- Vi tager nu en politisk diskussion for at stramme yderligere op på forbrugernes vegne, så forbrugerne kan bestemme udviklingen. Mange i befolkningen er skeptiske lige som jeg, vi ønsker ikke, at Danmark skal gå foran med GMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jan Dohrmann er ligeledes skeptisk over for ideen i lovforslaget om, at Promilleafgiftfonden og i sidste ende skatteyderne skal betale erstatninger, hvis der sker uhensigtsmæssig GMO-spredning.

- Det må være de, der bruger og fremstiller GMO, som skal betale for GMO-forurening - ikke fonde og skatteborgere. Hvorfor skal staten betale for, at profitfirmaer kan tjene penge på salg af GMO, spørger han.

- Det må være den, der sviner og forurener, som skal betale. Hvis Monsanto tager en risiko må selskabet selv betale, hvis det går galt, mener Jan Dohrmann.

- Det er forbrugernes interesser, som kommer i første række. Vi har presset på for at få fælles erstatningsregler i EU, men det lever man ikke op til. EU kan ikke blive enig, men jo større område, der får fælles regler, jo bedre.

Jørn Dohrmanns modstand over for GM-afgrøder skyldes ligeledes hensynet til den tredje verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi hjælper heller ikke de fattige ved at støtte og indføre GMO, for de store producenter vil kun tjene penge på det - også derfor er jeg modstander, siger han. Foto: