Tirsdag stemte Danmark som eneste land imod et forslag i EUs forvaltningskomité om eksportstøtte til svin. Det var indledningen på en ny kurs, for i fremtiden stemmer Danmark nej hver gang, der er et forslag om forhøjelser eller en ny markedsordning på bordet.
Det gælder "hele molevitten", bekræfter fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), altså også skummetmælkspulver, æg og fjerkræ, frugt, olivenolie osv.
Udvalget vil studere den ny instruks til embedsmændene for at se, om der er tale om et konsekvent dansk nej eller om sagen atter skal diskuteres.
Et flertal uden om regeringen tvang via en såkaldt beretning 19. juni fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) til at udstede en ny instruks til sine embedsmænd, fordi flertallet pålagde hende at ændre holdning og stemme nej til et forslag fra EU-kommissionen om at indføre eksportrestitutioner for fersk og frosset svinekød.
Mariann Fischer Boel lovede under et samråd i udvalget i går onsdag 16. juli, at ministeriet hvert kvartal offentliggør oversigten over subsidieforslag og stemmeafgivning.
Forhenværende fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) opfordrer sin efterfølger til at skaffe sig alliancer i EU, så flere vil følge Danmark og dermed være med til at ændre EU"s landbrugspolitik.
Venstre lever fint med den ny kurs
Venstre tilslutter sig flertallets liberalistiske holdning. I hvert fald lever Jens Chr. Larsen (V) fint med det danske nej til den ny eksportstøtte for svin.
- Overordnet ønsker vi eksportrestitutioner afviklet, fordi vi ønsker fri konkurrence, så det har jeg det egentligt godt med. Der er selvfølgelig en sammenhæng med WTO-forhandlingerne om en global aftale om nedtrapning af restitutionerne, siger Jens Chr. Larsen.
Han er enig i, at nej fra EUs største svineeksportør i forvaltningskomitéen 15. juli vil styrke Danmarks troværdighed på dette felt.
- I første omgang vil det nok skabe uro, men med vores overordnede holdning tror jeg, at det bliver accepteret, slutter Jens Chr. Larsen.





