Abonnementsartikel

Peter Gæmelke mener, at de trykte fagblade udgør et vigtigt element i folkeoplysningen, som bør bevares

Endnu er det uvist, hvad forslaget til Finanslov for 2004 indeholder. Men vedvarende rygter i de trykte og elektroniske medier vil vide, at portotilskuddet til fagbladene bliver fjernet - måske bortset fra blade udgivet af foreninger, der beskæftiger sig med humanitære og demokratiske formål.

Det får blandt andet stor betydning for de fleste af fagbladene til landbruget - herunder MaskinBladet og LandbrugsAvisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis portotilskuddet bliver fjernet, vil det bekymre mig.

- Jeg mener, at det i virkeligheden er et tilbageskridt. Det har været en styrke, at vi her i Danmark har sikret, at den skrevne presse er kommet ud til så mange som muligt ved hjælp af en lettelse af portoen, siger Peter Gæmelke.

Han peger på den mangfoldighed og andel i oplysningen af befolkningen, som tilskuddet har givet mulighed for.

- Den værdi skal man passe meget på. Jeg tror, det er forkert at vænne folk til, at man kan undvære avisen.

- De trykte blade udgør et vigtigt element, og vi skal ikke alene basere oplysningen på internettet, radio og tv, påpeger Peter Gæmelke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er af den opfattelse, at det er "sundt", at danskerne får sine oplysninger, så de kan læses på tryk. Derfor forstår han heller ikke helt, hvad der ligger bag en eventuelt fjernelse af portotilskuddet i Finansloven for 2004.

- Umiddelbart tror jeg, at det er drevet af den opfattelse, at alt, hvad der ikke kan stå selv, skal falde.

- Det mener jeg, at man skal passe lidt på med. Der var jo engang noget, der hed liberalisme under ansvar. Det må stadig gælde.

- Og er der nogen, der skal holde fast i den oplysning, som sker via den skrevne presse, må det ikke mindst være de borgerlige partier.

- De bør tillægge det stor værdi, siger Peter Gæmelke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Øger arbejdsløsheden

For FagbladsGruppen, der udgiver MaskinBladet og ByggeTeknik, vil en fjernelse af portotilskuddet betyde en årlig merudgift på 7,2 millioner kroner. Tilsvarende vil det betyde en ekstraudgift på op imod 15 mio. kr. for udsendelse af LandbrugsAvisen - svarende til næsten 300 kr. pr. medlem af Dansk Landbrug.

For FagbladsGruppen betyder det, at et overskud bliver vendt til et stort underskud.

- Vi kan selvfølgelig ikke sende regningen videre til vores annoncører, siger Jørgen Lindhard, adm. direktør for FagbladsGruppen.

Han påpeger det paradoksale i, at regeringen både ønsker at bremse op for en øget ledighed og tilsyneladende samtidig er på vej til at fjerne portotilskuddet.

- Der er ingen tvivl om, at en del af fagbladene får meget svært ved at overleve, hvis regeringen gennemfører en fjernelse af portotilskuddet. Og det vil medføre arbejdsløshed inden for området, fastslår han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jørgen Lindhard er også stærkt forundret over, at en borgerlig regering i den grad handler i modstrid med sine tidligere politiske intentioner, som både fremgår af regeringsgrundlaget og af det seneste medieforlig.

- Det er også svært at få øje på logikken, når samme regering fortsætter støtten til dagbladene og andre medier efter særlige kriterier. Det skaber en uacceptabel skævvridning af konkurrencen og svækker demokratiet, siger han.To fotos er gemt