Polske fjerkræproducenter bliver snart tilbudt dansk rådgivning og kurser, der kan udvikle produktionen indenfor det nye marked i EU. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, planlægger at gå mere aktivt ind på eksport af dansk know-how efter en succes i denne sommer med træning af omkring 800 polske fjerkræproducenter.

- Kurserne i år har været gennemført med EU-støtte. Deltagerne gav meget positive bemærkninger om forløbet og opfordrede os faktisk til at gå videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Polen har ingen stor eksport på området, men de producerer tre gange så meget kylllingekød og 10 gange flere æg end Danmark, så der er et stort kundegrundlag for rådgivning, fastslår Henning L. Foged, international projektleder på Landscentret.

En del af kursernes indhold forbereder polakkerne på produktionsvilkår og lovgivning i EU, sådan at de er i stand til at udvikle og modernisere deres produktion i den rigtige retning.Kurserne er afviklet i Polen. Efterfølgende har 50 udvalgte kursister været på studietur i Danmark.

25 medarbejdere er klar

Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, kan gå ind i Polen med de 25 medarbejdere, der i dag betjener danske fjerkræproducenter med rådgivning, kurser og information i samarbejde med Det Danske Fjerkræråd.

- Sommerens kurser har givet vore konsulenter i Fjerkræ værdifulde erfaringer og et stort mod på at løse flere internationale opgaver. Initiativet passer samtidig fint ind i strategien på Landscentret, hvor virksomheden i Skejby ønsker at gå endnu mere aktivt ind på eksport af rådgivningsydelser, specielt i EU, forklarer Henning L. Foged.

Vicedirektør Hans Peter Bay, Landscentret, der er fungerende chefkonsulent på Fjerkræ, ser også det nye marked i Polen og andre EU-medlemslande som en vigtig brik i et opretholde rådgivningen til de eksisterende cirka 800 danske fjerkræproducenter på det nuværende høje niveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi må se i øjnene, at den danske fjerkræbranche på sigt vil få sværere ved at finansiere et bredt rådgivningsapparat. Salg af ydelser til udlandet vil derfor medvirke til at fastholde og udvikle også rådgivningen i Danmark, understreger Hans Peter Bay.

De polske fjerkræproducenter kan især drage nytte af vore erfaringer vedrørende organisationsudvikling og organisering af rådgivning, herunder individuelle rådgivningstilbud og kurser.