Abonnementsartikel

En test af svinekoteletter i EU-landene viser, at dansk svinekød er fri for nitrofuraner, der kan bruges som vækstfremmere

Langt det meste svinekød, som danskerne spiser, stammer fra danske svin. Og det indeholder ikke den forbudte medicintype nitrofuraner. Det viser en test af 1.500 koteletter i EU-landene samt Ungarn og Tjekkiet.

I den danske del af testen indkøbte Forbrugerinformationen 100 koteletter i supermarkeder og slagtebutikker i Storkøbenhavn. Ingen af koteletterne viste spor af nitrofuraner, skriver forbrugerbladet tænk+test.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nitrofuraner er en effektiv og forholdsvis billig medicintype, der også kan anvendes som vækstfremmer, som får slagtedyr til at vokse hurtigere og høns til at lægge flere æg. Men nitrofuraner blev forbudt i 1995, fordi de er under mistanke for at skade menneskers helbred, blandt andet fordi de gør bakterier modstandsdygtige overfor antibiotika. Men det har indtil nu været svært at kontrollere, om forbuddet blev overholdt, fordi myndighederne manglede de rette testmetoder.

Nitrofuraner i sydeuropæisk kød

Testen viste over en bred kam, at svineproducenterne i EU-landene ikke bruger den forbudte medicin. Dog blev der i Portugal fundet spor af nitrofuraner i ti ud af 100 indkøbte koteletter, mens der i græske og italienske koteletter blev fundet nitrofuran i en ud af 100.

Bag testen står EUs FoodBRAND project, hvis mål er at gøre fødevaremyndighederne i EU-landene bedre i stand til at opdage spor af nitrofuraner.