Igen i år afholder sjællandske fåreavlere arrangementet Fåredage på Ryegaard Gods ved Kr. Såby i Hornsherred. Arrangementet løber af stabelen 13. og 14. september, hvor der er lagt op til et fagligt program med sorteringssystemer, huldvurderring, klipning og hyrdehunde.

Aktiviteter for hele familien

Weekenden byder på et tætpakket program. I Ryegaard Park vil flere end 32 udstillere blandt andet vise filteudstyr, uldgarn, uldbeklædning og australsk fritidstøj, men gæsterne kan også smage fåreost, røget fårekød eller fårepølser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man kan ligeledes blive fagligt inspireret. En professionel fårehyrde demonstrerer håndtering og sortering af får, mens en konsulent vil gennemgå principperne for huldvurdering.

Fåreklipperne er selvfølgelig til stede, og de viser både hvordan får klippes med maskine og med håndsaks. Her kan man få gode råd om de forberedelser, der skal foretages, før fåreklipperen kommer på besøg.

Ved arrangementet vil der også være opvisning med hyrdehunde, der anvendes, når fåreflokken skal samles og flyttes.

Ligeledes er der modeopvisning med uldbeklædning, hestevognkørsel i parken - og så selvfølgelig alle fårene.

Interesserede kan læse mere om udstillere og aktiviteter på Ryegaards hjemmesside www.faaredag.dk.