It-systemer i bedrifter er kommet for at blive - og fremtiden vil byde på endnu flere efterspørgsler på computere og andre elektroniske styreenheder, som kan optimere bedriften.
Med baggrund i den fortsat stigende efterspørgsel efter it i landbruget besluttede Djursland Landboforening i november måned 2002 at stifte selskabet AGRO-IT ApS.
Agro-IT tæller i dag 5 ansatte og har på ganske få måneder overgået sine første ambitioner om inden for to år efter stiftelsen at fordoble medarbejderstaben fra to til fire.
- Vi mærker stadig en stigende efterspørgsel, fortæller Lars Krüger, chef for AGRO-IT, som er hjemhørende i Djursland Landboforenings afdeling i Følle.
It-området er ikke ubetrådt græs for Djursland Landboforening, som igennem flere år har haft to ansatte til at vedligeholde og udvikle Landboforeningens it-systemer.
Foreningens medlemmer opdagede hurtigt, at der var rådgivning at hente i Landboforeningens it-afdeling, og dermed var vejen banet for at starte med at yde it-rådgivning til foreningens medlemmer.
- Stiftelsen af AGRO-IT var en naturlig fortsættelse af de aktiviteter, der i flere år er udført i Landboforeningens regi, fortæller Lars Krüger.
Vigtig forsikring
Kvalitet og kundeservice er ifølge Lars Krüger nøgleordene for AGRO-IT´s drift.
- Vi er i en branche, der er præget af benhård konkurrence, og mange udbydere står på spring for at levere it-rådgivning.
- Vi har opbygget en stor kundekreds på baggrund af, at vi driver en virksomhed, hvor der konstant er fokus på kvalitet og service, fortæller Lars Krüger.
- Det at drive en it-virksomhed betyder også, at der er taget hånd om forsikringsdelen. Vi har heldigvis været forskånet for sager om rådgivningsfejl, men når man har med mennesker at gøre, vil der opstå fejl, siger Lars Krüger.
Han fortæller, at AGRO-IT har tegnet en forsikring mod rådgivningsfejl.
- Der er tale om en forsikring, der er skræddersyet til it-virksomheder, og dermed har kunderne sikkerhed for, at en eventuel rådgivningsfejl vil være dækket af vores forsikring, understreger Lars Krüger.
Ud over at stiftelsen af AGRO-IT var en strategisk beslutning for Djursland Landboforening, var det forsikringsmæssige aspekt også et element, der lå bag beslutningen.
- Så længe der er blevet ydet it-rådgivning fra en it-afdeling i Djursland Landboforenings regi, var det ikke muligt at tegne en forsikring mod rådgivningsfejl, fortæller Lars Krüger.
Lars Krüger understreger, at det er vigtigt, at landmændene sikrer sig, at deres it-leverandører har forsikringsforholdene på plads.
Sælger rådgivning
Agro-IT udvikler ikke selv it-løsninger, men lever af at rådgive landmænd om computere, sælge computere og sætte computere op ude hos landmanden.
- Mange landmand er i færd med at købe deres anden computer. Vi analyserer landmandens behov og skræddersyer en løsning til ham, siger Lars Krüger. Vi oplever en stor efterspørgsel på bærbare pc´er, og ligeledes har vi også mange opgaver med at koble flere pc´er sammen i netværk rundt omkring på bedrifterne. Mange vælger i dag trådløse netværk, så man ikke er afhængig af at trække kabler rundt.
Ledelsesmæssige fordele
Foruden at lette nogle arbejdsgange kan it også fungere som et ledelsesværktøj, mener Lars Krüger.
- Jeg tror ikke på, at it kan skabe produktionsforbedringer på for eksempel 25 procent i landbruget, men it er et vigtigt ledelsesmæssigt værktøj, som kan give landmanden en hurtig og opdateret viden og dermed det bedste grundlag for at træffe sine beslutninger, siger Lars Krüger.
Han nævner som eksempel, at computere på bedriften koblet i et netværk eller små, håndholdte computere, de såkaldte pda"er, har den fordel, at ejeren har sine data tilgængeligt i samme øjeblik, som driftslederen har tastet sine oplysninger og bemærkninger om dagens arbejde ind i sin computer.
- Nogle skriver sedler med deres observationer, som hober sig op, og så ved vi jo, at der kan gå lang tid med at få dataene skrevet ind, siger Lars Krüger. Ved at anvende den håndholdte computer bliver dataene lagt i systemet med det samme og næste gang den håndholdte computer bliver koblet på systemet bliver dataene automatisk lagt på plads.
Han ser pda"erne som et felt, hvor man som landmand kan opnå tidsmæssige besparelser i fremtiden. En håndholdt computer tilkoblet Bedriftsløsning og GPS kan eksempelvis give landmanden mulighed for at positionsbestemme sine observationer i marken meget præcist, så sprøjtningen kan tilpasses de givne observationer.
- Vi ser, at man er på vej med computere i landbrugsmaskiner, som kan arbejde sammen med pda"er, fortæller Lars Krüger. Vi oplever især stor efterspørgsel efter GPS-systemer, hvor der kan være et samspil mellem pc´en, pda´en og landbrugsmaskinerne.
Andre kundegrupper
Selv om navnet Agro-IT umiddelbart appellerer til landbruget, har Agro-IT kundegrupper uden for landbruget.
- Vi har serviceret og solgt computere til kommuner, skoler, læger og advokater, maskinstationer og maskinforretninger, siger Lars Krüger.
I forbindelse med navngivning af firmaet blev det diskuteret, om navnet skulle signalere landbrug.
- Valget faldt på landbrug, fordi vi i den konkurrenceprægede IT-branche ønsker at udtrykke stabilitet.
Foreløbig har firmas navn ifølge Lars Krüger levet godt op til intentionerne om stabilitet.
Agro-IT"s omsætning er støt stigende, kundegruppen kommer nu ikke længere udelukkende fra Djursland, og indtjeningen ser fortsat fornuftig ud, fortæller en tilfreds Lars Krüger.





