Røgen skal nok blive tæt i maskinhuset hos Martin Madsen, Gørding Entreprenør og Maskinstation, den 13. september fra klokken 10 om formiddagen. På det klokkeslæt starter nemlig EM i Gardenpulling.

Men tro nu ikke, at det er små, hjælpeløse havetraktorer, der skal trække slæden længst miuligt på den 50 meter lange bane. Nej, de små traktortrækkere har helt op til 200 hestekræfter at gøre godt med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En Gardenpuller er lige som storebrødrene udi traktortrækkets ædle kunst specialbyggede til formålet, og deres toptunede benzinmotorer kører med op til 12.000 omdrejninger i minuttet. Motorerne kommer fra biler, motorcykler eller fly.

Men det kan også være standardhavetraktorer som er skruet op til maksimal ydeevne.

Eller dieselmotorer på 2,5 liter med turbo, som udgør en af de konkurrerende klasser i EM.

I alt er der fem klasser med, nemlig stock 350 kg, stock 500 kg, super stock 500 kg, modificerede 500 kg og component diesel gardenpuller på 600 kg. Alle bliver de vejet, inden de får lov at vise muskler.