Formanden for Dansk Fåreavl, Svend-Erik Svenningsen, Vinderup, meddeler, at det er besluttet, at afsætningsselskabet etableres nu, og der afholdes stiftende generalforsamling i begyndelsen af oktober måned.
Dansk Fåreavl er tilfreds med tilslutningen, selvom målet med 15.000 lam og godt 2.000 får knap blev nået. Ved fristens udløb var der tilmeldt 12.500 lam og 1.500 får, men der indgik stadig tilmeldinger efter fristens udløb.
Af de 12.500 lam er de 4.000 lam fra Sjælland og omliggende øer, og fra Bornholm er der tilmeldt knap 1.000 lam samt et landsdækkende selskab, der også vil markedsføre ca. 2.000 økologiske lam.
I alt 150 andelshavere har tilmeldt sig. Det giver godt 80 lam i gennemsnit pr. andelshaver. I Danmark er der omkring 9.000 fårebesætninger med omkring 110.000 moderfår.
Der er stadig åbent for tilmeldelse til selskabet. Se www.sheep.dk.





