Nye canadiske undersøgelser tyder på, at stoffer i ukrudtsmidlet Roundup er skyld i, at amerikanske landmænd de seneste år har fået ødelagt hvede for millioner af dollar.
Tabet skyldes angreb af svampen fusarium, som ødelægger kornet og farver det rødligt, skriver Biotik.
Forskerne opdagede, at marker med genmodificeret hvede, der sprøjtes med Roundup, er mere udsatte for angreb af fusarium end almindelige hvedemarker.
Opdagelsen kommer samtidig med, at canadiske myndigheder skal tage stilling til frigivelsen af den første glyphosat-resistente GM-afgrøde i Canada. Undersøgelsens resultater er blevet et argument for modstandere af GMO.
Hvis GM-hvededyrkerne skal bruge større mængder svampemidler end tidligere, trækker det tæppet væk under argumentet for, at GM-afgrøder behøver færre sprøjtemidler.
Ikke tillokkende
Forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, Marianne Bruus Pedersen, mener ikke, at GM-hveden er tillokkende for danske landmænd, hvis det viser sig, at den kræver mere svampemiddel.
- I Danmark regulerer vi brugen af sprøjtemidler tæt. Vi har et mål her i landet om at nedsætte den samlede mængde sprøjtemidler.
- Det ville de danske landmænd ikke kunne leve op til, hvis en ny hvedesort krævede store mængder svampemiddel, siger Marianne Bruus Pedersen til Biotik.
Hun peger samtidig på, at den enkelte landmands økonomiske kalkuler også spiller ind, fordi øget svampebekæmpelse er en ekstra udgift.





