Abonnementsartikel

Langesømessen var igen i år rammen om danmarksmesterskaberne i udkørsel og skovning

Langesø Skovdistrikt dannede 21. august rammen om årets danmarksmesterskaber i skovning med motorsav og udkørsel af træ med udkørselsmaskine. Mesterskaberne foregik på Langesømessen på Dansk Skoventreprenør Forenings stand.

Danmarksmester i skovning

Danmarksmester 2003 blev igen i år Ole Kjær fra Stepping, som gik disciplinerne igennem på to minutter og 35 sekunder. Han var skarpt forfulgt af Lars Petersen fra Tværsted på to minutter og 45 sekunder og Stefan Mikkelsen fra Holstebro på tredjepladsen med tre minutter og 15 sekunder. Der var otte deltagere i konkurrencen, skriver Dansk Skoventreprenør Forening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I konkurrencen i skovning dyster deltagerne i fem forskellige discipliner med motorsav på tid. Sportsgrenen er et område, hvor Danmark placerer sig flot internationalt set, og danmarksmesterskabet er samtidig kvalifikationsrunde til verdensmesterskabet i Italien i 2004.

Også mesterskab i udkørsel

Ved mesterskabet i udkørsel med træ dyster deltagerne i to discipliner, der omfatter præcisionslæsning med terrænkørsel samt tårnbygning. Det drejer sig om at udføre disciplinerne på kortest mulig tid og med færrest mulige fejl.

Der var seks deltagere og slutplaceringerne var meget tæt mellem de tre maskinførere, der endte på sejrsskamlerne.

Danmarksmesterskabet blev generobret af Torben Stabell fra Østbirk, som dermed besteg sejrsskamlen for 5. gang siden konkurrencen startede for 11 år siden. Torben Stabell havde en samlet tid på 19 min og 59 sekunder.

Han var skarpt forfulgt af Poul Henning Johansen fra Gisselfeldt, mens bronzemedaljen gik til Gert Christensen fra Fåborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarksmesterskaberne i skovning og udkørsel arrangeres af Dansk Skoventreprenør Forening med støtte fra en række sponsorer, herunder Silvatec A/S og Hedeselskabet.