I løbet af første halvår af 2003 er salget af specielt økologisk kød, frugt og grønt steget mærkbart, viser nye tal fra analyseinstituttet GfK. Den samlede markedsandel er nu oppe på 5,6 procent mod 5,4 procent i første halvdel af 2002 svarende til en salgsfremgang på fire procent på seks måneder. Det oplyser Økologisk Landsforening,

Økologisk Landsforening mener, at lanceringen af pålægskampagnen "Smag Og Vind" og Fødevareministeriets "Øøøø...?"-kampagne er nogle af grundene til, at det økologiske salg er gået frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De nye tal viser, at forbrugerne gerne vil købe økologiske produkter, hvis der bliver sat fokus på varerne. De to kampagner har sat skub i en udvikling, og når detailhandlen samtidig vælger at satse på økologien, så stiger salget, siger Helle Bossen, markedskonsulent i Økologisk Landsforening.

Nye økoprodukter

Økologisk Landsforening nævner Irma, som en af de detailkæder, der i foråret valgte at satse på økologiske produkter med et helt nyt hyldesystem til økologiske frugt og grønt, som gør varerne mere synlige.

- Der er ingen tvivl om, at eksponering af varegrupper betyder meget for salgsudviklingen. Siden vi valgte de nye, synlige stativer, er den samlede omsætning steget med over 30 procent, og det er især de mindre varianter, der går frem, fordi de simpelthen bliver mere synlige for forbrugerne, siger Hans Christian Ipland, indkøbschef i Irma.

Han fortæller, at man har haft held med lancering af en ny fedtfattig Jersey-promillemælk.

- Vores samlede mælkesalg er steget markant. Produktet må have været savnet, men det viser også, hvor vigtigt det er hele tiden at udvikle nye produkter, hvis vi vil styrke det økologiske marked, siger Hans Christian Ipland.