Abonnementsartikel

Regeringens finanslovsforslag bebuder en fjernelse af konsulenttilskuddet til jordbrugskonsulenterne, og det vil ifølge 4H betyde, at grundlaget for regionale konsulenter forsvinder.

Ifølge 4H er konsekvenserne af regeringens finanslovsforslag vidtrækkende. Ved at fjerne konsulenttilskuddet til jordbrugskonsulenterne fjernes grundlaget for de regionale 4H-konsulenters ansættelse, skriver 4h i en pressemeddelelse.

- 4H-konsulenterne er et vigtigt omdrejningspunkt for aktiviteter for børn og unge i landdistrikterne. I en frivillig organisation, der arbejder i områder, der i øjeblikket er karakteriseret ved en udskiftning og nedgang i befolkningsgrundlaget, er konsulenten det stabile omdrejningspunkt for formidling og videreførelse af det frivillige engagement i et foreningsliv, der påtager sig ansvaret for meningsfulde og udviklende fritidsaktiviteter for børn og unge i landdistrikterne, siger Rie Thomsen, formand for Danmarks 4H.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen fritidsaktiviteter - ingen udvikling

- Sammenholdt med de regeringstiltag, der for nyligt er gennemført med henblik på at forbedre mulighederne for bosætning på landet, blandt andet gennem bedre muligheder for at etablere jordbrugsparceller og udnytte overflødiggjorte landbrugsbygninger til erhverv og boliger, er det iøjefaldende, at man nu fjerner 4Hs muligheder for at lave fritidsaktiviteter i og til gavn for landdistrikternes udvikling.

- Uden tilbud om spændende, sjove og udviklende fritidsaktiviteter, vil landdistrikterne have svært ved at tiltrække nye beboere og i sidste ende virksomheder og udvikling generelt, siger Rie Thomsen.

- Regeringens argument om at landbrugsrelateret, rådgivende konsulentvirksomhed skal fungere på markedsvilkår holder ikke stik, når rådgivningen drejer sig om at sikre børn og unge adgang til et meningsfuldt og aktivt fritidsliv, der giver dem mulighed for at udvikle supplerende kompetencer, danne sociale fællesskaber og påtage sig ansvar for en opgave. Den landbrugsrelaterede rådgivning, som regeringen vil fjerne, drejer sig netop også om dette, fremhæver Rie Thomsen.

Værdier og ansvar

- Når regeringen i sit supplerende regeringsgrundlag skriver at: "Den enkelte dansker er ikke ansvarsfri i forhold til egen livsførelse og helbred, familie børn, miljøet og andre medborgere, som ikke har overskuddet eller evnerne. Vor egen livsførelse, holdninger og ansvarlighed skal afspejle de værdier, vi sætter højt og som vi ønsker vore børn og unge skal tage til sig.", så må man gøre sig klart at 4Hs konsulenter i landdistrikterne er omdrejningspunktet for de voksne ledere i 4H, der netop går ind og påtager sig et ansvar for børn, for lokalsamfundet og for formidlingen af de værdier, der ligger i en flittig Hånd, et godt Helbred, et varmt Hjerte og et kvikt Hoved, fremfører Rie Thomsen.

Fjernes tilskuddet til 4H´s konsulenter, fjernes også et tilbud om fritidsaktiviteter med dyr, natur, jord-til-bord-aktiviteter og madlavning til børn og unge i landdistrikterne. Er det regeringens hensigt? Og hvilken kompensation gives børnene? En lempelse af jordskatterne?