Abonnementsartikel

Ifølge en af idémændene bag Osteriet Hinge har barrieren for at trænge ind på markedet vist sig at være langt mere ressourcekrævende end ejernes kapital strakte til

Afsætningsmæssigt er Osteriet Hinge A/S tæt på at nå det volumen, som kan gøre mejeriet rentabelt, men likviditeten rækker ikke længere, og derfor indgiver Osteriet Hinge torsdag 18. september konkursbegæring.

Rundt om på landets restauranter, i specialbutikker og delikatesseafdelinger er ost, smør og mælkeprodukterne fra det lille økologiske mejeri i Hinge ved Silkeborg kendt for sin kvalitet, og nogle af produkterne er helt unikke i Danmark. Det gælder for eksempel råmælkosten, som mejeriet måtte kæmpe længe med myndighederne for at få lov til at producere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den største kreditor er Evald Vestergaard med et tilgodehavende på 2,2 millioner kroner. Evald Vestergaard er samtidig også en af de tre ejere bag det innovative mejeri.

Evald Vestergaard vurderer, at Osteriet her i efteråret kunne været nået endnu videre ud til forbrugerne via aftaler med nogle detailkæder. Men det vil efter al sandsynlighed ikke ske nu.

Efter konkursbegæringen indledes en afviklingsperiode for mejeriproduktionen, der beskæftiger fire medarbejdere.

Pengene er brugt

- Det er simpelthen drønærgerligt, nu hvor vi afsætningsmæssigt er ved at nå det volumen, som skal gøre mejeriet rentabelt. Det er ærgerligt, at "koen dør nu, mens græsset gror", men pengene er brugt. Barrieren for at trænge ind på markedet har vist sig at være langt mere ressourcekrævende end vores kapital strakte til. Det har nu påført mit landbrug store likviditetsmæssige problemer, siger Evald Vestergaard.

Han har 135 køer på gården ved mejeriet, og har stort set været mejeriets eneste leverandør af økologisk mælk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Barrieren var afsætningskanalerne

Osteriet Hinge A/S blev skabt og sat i produktion i sommeren 2000 og har siden høstet forbrugernes store anerkendelse for sine oste-, smør- og mælkeprodukter.

Ud over at levere til restauranter og specialbutikker har mejeriet sin egen gårdbutik og distribuerer flere gange om ugen til kunder i det midt- og østjyske område.

- Vi gjorde det, som der nu efterspørges så stærkt politisk og af markedet. Vi skabte nye spændende produkter, som vores kunder elsker. Barrieren har været at få produkterne igennem til afsætningsleddet. Ud til de kunder som efterspørger produkterne, siger Evald Vestergaard.

Osteriet Hinge A/S havde i sin strategiplan afsat to år til at få afsætningen op i tempo.

Et år for meget

Der er gået et år yderligere, og det har taget vores sidste økonomiske ressourcer. Problemet er jo velkendt for mindre virksomheder, at det er svært at trænge igennem til afsætningskanalerne, og specielt de store og mere volumentunge, siger Evald Vestergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han holder stadig et positivt lys tændt for, at det må kunne lade sig gøre at friste nogle investorer.