Sammenbruddet i WTO-forhandlingerne i Cancún var en stor skuffelse, der på længere sigt risikerer at ramme dansk landbrug hårdt. Men forhåbentligt vil sammenbruddet betyde, at parterne nøje overvejer, hvad de vinder ved et sammenbrud sammenlignet med gevinsterne ved en aftale.

Egentlig skulle forhandlingerne om en ny global handelaftale i WTO have fået ny fremdrift på den 5. ministerkonference i WTO, som blev afholdt i den mexicanske by Cancún. Men forhandlingerne brød sammen. Årsagen til sammenbruddet vil aldrig kunne endelig afgøres, men efter min opfattelse var det ikke – som det visse steder er blevet fremstillet – EUs og landbrugets skyld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tværtimod. Som deltager i den danske delegation var det min opfattelse, at årsagerne skal søges dels i en ny gruppering af hovedsageligt nettoeksporterende såkaldte ulande – kaldet G-21 – og dels i en række andre emner i forhandlingerne – bomuld og de såkaldte Singapore-emner.

Magt og insisteren

G-21, der anført af Brasilien opstod umiddelbart inden selve konferencen, pressede under forhandlingerne voldsomt på for yderligere store indrømmelser på landbrugsområdet fra EU og USA. Krav der sandsynligvis – hvis de skulle imødekommes – ville betyde, at man ikke kunne fortsætte med den nuværende landbrugspolitik, hverken i USA eller EU.

Og det uagtet EUs nyligt vedtagne reform. Med andre ord, så overspillede denne nye gruppering sin magt. Med mindre de – som visse rygter sagde – bevidst gik efter et sammenbrud for at demonstrere deres magt.

Den anden årsag til sammenbruddet var en række af de øvrige emner, der var til forhandling i Cancún. Det gælder ikke mindst de såkaldte Singapore-emner (investeringer, gennemsigtighed i offentlige indkøb, forenkling af toldprocedurer).

Her strittede navnlig mange ulande imod og nægtede at give indrømmelser. EU indtog i løbet af forhandlingerne en meget fleksibel holdning, men i sidste ende insisterede Sydkorea på, at alle emner skulle indgå i forhandlingerne. Og det var således den formelle årsag til sammenbruddet. Var forhandlingerne fortsat, ville USA samtidig have fået problemer med at indfri en række ulandes ønsker på bomuldsområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uoptimal optakt

Optakten til Cancún var heller ikke optimal. Ingen af de betydende parter havde for alvor bevæget sig fra de udgangspunkter, de havde haft siden starten i Doha i 2001.

Først med EUs reform af sin landbrugspolitik og med Cancún-forhandlingerne for døren begyndte EU og USA at nærme sig hinanden. Det resulterede i en fælles erklæring, som formanden for WTOs generelle råd, Perez del Castillo, næsten uændret indarbejdede i et forslag til sluterklæring fra konferencen.

Erklæringen var efter dansk landbrugs opfattelse et godt bud på en ramme for de videre forhandlinger – også selv om den ikke var særlig konkret.

Hvad er et uland?

At det alligevel ikke blev til noget skyldes bl.a. den rolle, som den såkaldte G-21-gruppe kom til at spille. G-21 udstillede WTO’s uløste problem: Hvordan kategoriserer man ulande?

I WTO skal et land selv definere sig som et uland – og det giver problemer, fordi ulandene i WTO behandles lempeligere på en lang række områder. Den situation er ikke acceptabel for dansk landbrug, og vi ligger dermed helt på linje med EU og USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når danske landbrugsvirksomheder på eksportmarkeder oplever højeffektive brasilianske konkurrenter, så er det meningsløst at give disse lande lempeligere forhold på linje med de reelt fattige lande i f.eks. Afrika.

Derfor må man tage fat om den ømtålelige diskussion af definition af ulandene, så de kategoriseres i to-tre grupper. Og så må man sikre, at indrømmelser til ulandene alene kommer de fattigste ulande til gode. Et område, hvor EU er kommet meget længere end de øvrige vestlige lande.

En kategorisering af ulande har længe været et krav fra dansk landbrug. Heller ikke vores øvrige krav bør revideres i lyset af forhandlingssammenbruddet. De bør fortsat være:

Heldigvis har vi udbredt dækning for denne holdning i EU, og jeg kan bekræfte, at dansk landbrug havde de bedst mulige forsvarere i form af landbrugskommissær Fischler og handelskommissær Lamy.

Hvad nu?

Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre herfra. Med den store eksport, som Danmark har ud ad EU (ca. én tredjedel af produktionen), så er vi dybt afhængige af ordnede forhold på verdensmarkedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desværre er det nok en realistisk vurdering, at realitetsforhandlinger først kommer i gang på den anden side af 2004. Til næste år vil USA nemlig være præget af præsidentvalget i november måned, og EU af valget til Europa-Parlamentet og udskiftningen af hele Kommissionen.

Så før nyvalgte præsidenter og kommissærer har fundet deres pladser i begyndelsen af 2005, vil ingen af parterne være rede til at indgå i realitetsforhandlinger. Og her vil det næste WTO-møde i Hong Kong i efteråret 2005 være den indlysende mulighed.

I perioden frem til da må kræfterne derfor lægges i at anskueliggøre konsekvenserne af et nyt sammenbrud. På langt sigt vil vi alle være tabere – såvel de industrialiserede lande som udviklingslandene.

Men ikke mindst må vi sikre en forståelse for, at Brasilien og lignende lande ikke er ulande, der kræver særlig hensyntagen. Og at EU og Danmark har vedtaget høje niveauer for miljøbeskyttelse, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, som ikke må undergraves af en handelsaftale.