Abonnementsartikel

Forhandlingerne om omlægning af EUs sukkerstøtte er i gang, men indtil videre kan kun tre sukkerproducenter forarbejde rørsukker - Danisco er ikke blandt dem

Når EU-støtten til sukker formentlig omlægges er der kun tre virksomheder, som kan forarbejde erstatningen for roesukker, det vil sige rørsukker fra tredjeverdenslande. Danisco er ikke med i gruppen, for den situation har virksomheden endnu ikke taget højde for, skriver Økonomisk Ugebrev.

Halser bagefter

Derfor vil Danisco ikke være med i forreste række i konkurrencen, når sukkerstøtteordningerne omlægges i 2006, forudser investeringsbanken Goldman Sachs ifølge Økonomisk Ugebrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Daniscos 13 fabrikker kan dagligt bearbejde sukker fra knap 93.000 ton sukkerroer. Men blot en enkelt fabrik i Finland kan på nuværende tidspunkt forarbejde sukker fra lande uden for EU.

Og den fabrik kan kun forarbejde 650 ton sukker dagligt. Det svarer til under én procent af Daniscos daglige sukkerproduktion.

Omstilling afgørende i konkurrencen

Goldman Sachs anser hurtig omstilling for at være afgørende i konkurrencen på EUs fremtidige sukkermarked.

Således er for eksempel den engelske sukkervirksomhed Tate & Lyle allerede nu gearet til at forsyne det europæiske sukkermarked med rørsukker fra tredjeverdenslande. Tate & Lyle producerer i dag 80-90 procent af det rørsukker, som bruges i EU-landene.

- Vi er i vid udstrækning klar til omlægningen i 2006, og det er muligt, at det vil give os en fordel, men vi venter spændt på at se, hvad det endelige resultat af forhandlingerne bliver, siger Chris Fox, der er kommunikationschef i Tate & Lyle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Investeringsbanken Goldman Sachs forudser, at Danisco vil miste op mod 40 procent af indtjeningen på sukker, hvis EUs sukkerordninger reformeres som planlagt.

Danisco oplyser, at man endnu ikke har overblik over hvor meget omstillingen vil koste eller hvor lang tid det vil tage. Men Danisco regner dog med, at omstillingen vil være overkommelig.