Konkurrencestyrelsen har godkendt DLGs salg af foderfabrikkerne i Høng og Horsens. Dermed opfylder DLG et af de tilsagn, der i november 2002 blev givet til Konkurrencerådet i forbindelse med fusionen med KFK.
- Aftalen om tilsagn fastslog, at DLG skulle sælge to foderfabrikker i forbindelse med fusionen, oplyser Konkurrencestyrelsen.
Der var fastsat krav til såvel anlæggenes kapacitet som effektivitet. Anlæggene i Høng og Horsens har en kapacitet på henholdsvis 120.000 ton og 110.000 ton og opfylder kapacitetskravene.
Derudover skulle anlæggene kunne producere effektivt, det vil sige med omkostninger, der ikke er højere end gennemsnittet for DLGs tilsvarende anlæg. Anlæggene skulle ligeledes være funktionsdygtige og i en god og fremtidssikret stand.
DLG har over for Konkurrencestyrelsen redegjort for produktionsomkostningerne, og et uafhængigt konsulentfirma har efter gennemgang af anlæggene bekræftet, at de lever op til kravene.
Anlægget i Høng er solgt til SAG, Sjællands Andels Grovvareforening, mens anlægget i Horsens er solgt til Hornsyld Købmandsgaard. Begge købere er uafhængige af DLG, og det er derfor Konkurrencestyrelsens vurdering, at frasalget vil styrke konkurrencen:
- Jeg er glad for, at de to handler er gennemført succesfuldt, siger Konkurrencestyrelsens direktør Finn Lauritzen.
- I fusionssager er det ofte svært at sikre salg af anlæg til uafhængige konkurrenter. Men det er sket her, og jeg håber, det vil medvirke til et fortsat effektivitetspres på sektoren til gavn for landmændene, udtaler Finn Lauritzen.





