Abonnementsartikel

En kursusrække over 10 aftener med start 9. oktober er et nyt tilbud fra Herningegnens Landboungdom

Herningegnens Landboungdom inviterer til en kursusrække, som ifølge bestyrelsesmedlem Michael Hansen viser, at Landboungdommen er villig til at prøve noget nyt.

Samtidig giver kursusrækken mulighed for en faglig opdatering og opfriskning af den viden, som medlemmerne i forvejen har erhvervet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er planen, at der indledes med en fælles kursusaften, hvorefter deltagerne opdeles efter interesse i kvæg eller svin. Der er planlagt i alt 10 kursusaftener, og der kommer eksterne undervisere.

Kurserne henvender sig i første række til unge, som har overstået de første moduler af landmandsuddannelsen.

Alligevel understreger Michael Hansen, at alle unge i regionen kan få udbytte af kurserne.

- Vi skal nok sørge for, at alle får noget ud af undervisningen, lover han.

Han opfordrer deltagernes arbejdsgivere til at betale kursusafgiften, fordi der ud over en opkvalificering af den enkelte også er tale om en investering i at få en bedre medhjælper.