Det kan godt være, at det ikke er forstander Poul Agergaards primære opgave at rekruttere nye folk til landbruget, men 9. klasse eleverne fra Hvidovre ved København fik i hvert fald en oplevelse for livet og et realistisk indtryk af erhvervet, da de i fem dage blandt andet fik lov til at arbejde i skolens landbrug.

Borris Landbrugs- og Naturskole blev en realitet september 2002, efter at skolen på grund af manglende elevtilgang blev udskilt fra Agroskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye institution er selvejende. Vi forsøger i disse år at finde en niche at overleve på. Udover brobygning mellem skole og landbrug tilbyder vi for eksempel højskolelignende ophold for ældre og landmandskurser for udlændinge, fortæller Poul Agergaard, som har været forstander i Borris siden 1985 og fortsætter.

- Jeg vil meget gerne bidrage til at hverve flere medarbejdere til landbruget. Udover oplevelser og nærkontakt med dyr, planter og maskiner på skolen kan vi tilbyde orientering om uddannelses- og erhvervsmuligheder inden for landbruget. Men vi kan bestemt også byde på natur- og kulturoplevelser langs Skjern Å, virksomhedsbesøg og ekskursioner til nabogårde, som vi har et fortrinligt samarbejde med.

Fem dages praktikophold på Borris Landbrugs- og Naturskole koster 400 kroner pr. elev. Resten finansieres via undervisningstaxametret til landbrugsskoler.

Snit og smut

- Vil nogen af jer prøve at kastrere en gris - jeg skal nok hjælpe jer. Tilbudet kommer fra lærer Vittus Bernlow, da han i skolens svinestald sætter de københavnske unge ind i svinets vej fra sti til steg.

Straks melder et par af pigerne sig. Drengene holder sig i baggrunden og ruller med øjnene. Snit og smut og så er det overstået. Pigerne retter ryggen, smiler forsigtigt og nyder deres eget mod i tavshed. Haleklipningen er drengene mere villige til at prøve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og således tilbringer ni unge fra Hvidovre de næste par timer med arbejdet i stalden: Ornen sættes på arbejde, der insemineres, der snakkes avlsarbejde og søer scannes. En øvelse eleverne prøvede på egen krop inden indslusningen i stalden.

Tidligt oppe

Tre af pigerne, som har været oppe klokken fem og deltaget i morgenmalkningen, begynder at se lidt klatøjede ud efter frokosten - det er for øvrigt noget så eksotisk som varm gryderet.

Men middagssøvn er der ikke tid til. Naturvejleder Flemming Schwaneflygel, som er manden, der for andet år besøger Borris Landbrugs- og Naturskole, har nemlig planlagt en tur til Skjern Å og i morgen tidlig går turen til slagteriet i Herning.

Og så kan vi da også lige så godt tage en snak med inseminøren, da han kører op foran kostalden. Han giver sig god tid til at forklare, hvad det er, han gør. En af drengene får intetanende lov til at iklæde sig den lange plastikhandske. Da det går op for ham, hvad han skal, har han svært ved at finde en passende grimasse. Og øjnene bliver dobbelt størrelse, da han fører armen langt ind i koens tarm. De andre kigger interesseret på, og stilheden vidner om deres respekt.

Fælles interesse

- De unge kender ikke hinanden på forhånd. De kommer fra forskellige 9. klasser og skoler i Hvidovre Kommune og har udelukkende det til fælles, at de har udvist særlig interesse for dyr og natur, fortæller Flemming Schwaneflygel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Eleverne er supermotiverede. De har nemlig selv søgt om at komme med til Borris, og netop det, at de ikke kender mig eller hinanden på forhånd, giver en hel speciel oplevelse for alle parter. De er livlige og spørgelystne og udviser stor respekt for hinanden og de lærere og landmænd, de støder på. Det er alle tiders, konkluderer naturvejlederen.

Da jeg forlader Borris, kan jeg se, at et par af pigerne er i gang med at behandle kattekillingernes øjenbetændelse med kamillete. Pigerne har bedt Poul Agergaard om at ringe efter dyrlægen, men han siger, at det er for dyrt, og at killingerne må aflives, hvis betændelsen ikke forsvinder af sig selv. Dermed er banen kridtet godt op til morgendagens programpunkt: Kæledyr og produktionsdyr.