Abonnementsartikel

Tre unge landbrugsuddannede tager landet rundt for at fortælle unge om uddannelses- og jobmulighederne i landbruget

Målet er, at mindst 1.000 unge om året skal søge ind på de landbrugsfaglige uddannelser. Nu vælger omkring 800 den uddannelsesvej.

Der er ikke ligefrem kø ved landbrugets stand, da UddannelsesKaravanen besøger Handelsskolen i Slagelse. De unge vil hellere høre om karrieremuligheder i Mærsk, politiet og guideskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nogle steder skal vi næsten ud og spænde ben for de studerende for at få dem i tale. Men får vi deres opmærksomhed, er de også overrasket over at høre, at 230.000 mennesker arbejder i landbruget og følgeindustrien, fortæller Peter Juhl.

Sammen med Klaus Møller Ingvartsen rejser han i øjeblikket landet tyndt for at reklamere for jobmuligheder i landbruget. De er ansat som vejledere af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, og det er første gang, at landbruget deltager i UddannelsesKaravanen.

Landbrugets hvervekampagne er en del af Den Merkantile UddannelsesKaravane, som involverer 40 virksomheder og skoler, og som skal få flere studenter og handelsskoleelever over i erhvervslivet.

Turneen begyndte på Bornholm 15. september, og herefter gik turen videre over Sjælland, Fyn og Jylland, inden karavanens deltagere kan holde juleferie 5. december på Amager. Samlet vil flere end 35.000 unge få lejlighed til at besøge standene i UddannelsesKaravanen, når den afsluttes 5. februar 2004.

En time hvert sted

Et typisk besøg på et gymnasium eller en teknisk skole varer kun 45 minutter, eller det der svarer til en lektion. De studerende får her lejlighed til at besøge standene, snakke med repræsentant fra erhvervene og få en folder i hånden. Konceptet tillader ikke, at nogen deltagere i UddannelsesKaravanen skejer ud og for eksempel uddeler smagsprøver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kunne ellers være fristende. Vi kunne jo sagtens både fortælle og vise historien om, at vi producerer mad til 15 millioner mennesker og er et vigtigt eksporterhverv, siger Klaus Møller Ingvartsen, som er fra byen og nyuddannet jordbrugsteknolog fra Dalum Landbrugsskole. Kollegaen Peter Juel er også by-menneske. Han er netop blevet færdig som faglært landmand fra Gråsten Landbrugsskole.

- Unge vil generelt ikke lytte. Vi bliver derfor nødt til at provokere dem en del for overhovedet at bryde det tabu, som landbrug er. De har et billede af en landmand, som en der går alene, arbejder meget og aldrig holder fri, fortæller Klaus, og Peter supplerer:

- De ved ikke noget om landbrug, og de laver ikke koblingen mellem primærerhverv og følgeindustri. Og de er slet ikke bevidste om, at 10 procent af dem faktisk ender i job, som har relationer til landbruget.

Begge ambassadører for landbruget er enige om, at det meget vigtigt, at landbruget kommer ud og viser flag, hvor de unge er - altså på skoler. De unge kommer ikke til landbruget af sig selv.

- Jeg er sikker på, at der vil være en større interesse for vores stand, hvis de studerende får mulighed for at møde os i UddannelsesKaravanen igen til næste år. I år er de bare overrasket over vores tilstedeværelse og undlader ikke at fnise, når standene indledningsvis præsenteres, slutter Peter Juel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter dagens to arrangementer i Slagelse pakkes standene igen sammen. Håndelaget er efterhånden i orden, det går lynhurtigt. Næste stop er Odense.