Abonnementsartikel

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter mener, at Dansk Kvægs formand Peder Philipp udsender urealistiske budskaber og nu har man mistet tillid til ham

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter retter et skarpt angreb på Dansk Kvægs formand Peder Philipp, som man mener udsender forkerte signaler. Foreningen har ganske enkelt mistet tilliden til Peder Philipp.

Budskaber på regionsmøder rundt om i landet fra Peder Philipp om, at mælkeproducenter skal blive mere effektive, er faldet landsforeningen for brystet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Opskriften lyder på, at en gennemsnitlig mælkeproducent med 130 køer relativt let kan finde 250.000 kroner ved en hastig omkostningsjagt på bedriften. Hr. Peder Philipp har kigget i regnskabsstatistikkerne og fundet ud af, at den bedste femtedel af mælkeproducenterne tjener penge.

- Så den enkle løsning er, at vi alle skal blive de bedste. Men hvis Peder Philipp havde studeret dette regnskabsmateriale lidt mere grundigt, ville han havde fundet ud af, at vandringen mellem den bedste gruppe og de øvrige grupper er meget stor.

- Så tingene er desværre ikke så enkle, som Peder Philipp gerne vil have det til at se ud. Det er en kendsgerning, at mange faktorer påvirker resultatet i et kvægbrug med betydelige variationer i driftsresultatet over årene til følge, skriver Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter i en pressemeddelelse.

Foreningen peger på, at Peder Philipp allerede ved sin tiltræden som formand for Dansk Kvæg i januar 2002 opstillede en række urealistiske mål, såsom højere fodereffektivitet og højere klassificering af slagtedyr.

- Vi har endnu ikke set organisationen Dansk kvæg komme med konkrete forslag til at de enkelte kvægbrugere kan nå disse mål. Manden blev udstyret med langt over 100 millioner kroner for at opbygge en organisation til fremme af dansk kvægbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men indtil nu har han opført sig som en elefant i en glasbutik og skabt splid i kvægbruget og rådgivningstjenesten. Så mon ikke der kunne findes en anden person, der bedre kunne varetage denne opgave med at skabe en nyttig organisation for dansk kvægbrug, skriver Landsforeningen.

- I den nuværende situation med forhandlinger om implementering af EUs landbrugsreform finder vi, at de signaler Dansk Kvægs nuværende formand udsender er helt forkerte. Derfor har vi mistet tilliden til Peder Philipp, oplyser foreningen.