Abonnementsartikel

Et år efter lukningen af Danish Crowns slagteri i Struer er der angiveligt interesse for at købe slagteriet fra et udenlandsk konsortium

Danish Crown-slagteriet i Struer er ifølge TV2 Midt og Vest på vej mod et salg. Et udenlandsk konsortium har angiveligt udvist interesse for Vestjyske Slagteriers hovedsæde, der blev lukket med udgangen af oktober 2002.

Informationschef Gudrun Andreasen bekræfter over for MaskinBladet, at der foregår forhandlinger om salget af slagteriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har været forhandlinger om slagteriet i lang tid, og vi har ført dem med forskellige parter, siger Gudrun Andreasen.

Hun vil ikke udtale sig om, hvorvidt der er tale om et udenlandsk konsortium eller, om der er udvist interesse for slagteriet fra dansk side, som det var tilfældet i april måned, hvor Søvang Gods og Overgaard Gods var omtalt som mulige købere.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Gudrun Andreasen.

200 millioner kroner

Ifølge TV2 Midt og Vests oplysninger snakkes der ved forhandlingerne om en pris for slagteriet i størrelsesordenen på 200 millioner kroner.

De økonomiske forhold omkring slagterisalget ønsker Gudrun Andreasen ikke at udtale sig om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slagteriet i Struer blev lukket efter påbud fra konkurrencemyndighederne, og Danish Crown blev tvunget til at sælge til en konkurrent.

Danish Crown er endvidere pålagt at stille 24 millioner kroner til rådighed til investeringer, men det har altså endnu ikke ført til overtagelse.

Må I selv bestemme prisen for slagteriet, eller er I af konkurrencemyndighederne pålagt at tage en bestemt pris for det?

- Der er dyb tavshed omkring de forhold. Men vi må tage alt det for slagteriet, som vi kan få ud af det, siger Gudrun Andreasen.

Stor kapacitet

Slagteriet i Struer har en kapacitet på 14.000 svin om ugen svarende til 3,5 procent af den danske svineproduktion eller 18 procent af supermarkedernes og de uafhængige forædlingsvirksomheders behov for forsyninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slagteriet har dog kun en miljøgodkendelse til at slagte 10.000 svin om ugen.: