Som uddannet herreekviperingshandler og bosat med familien i et parcelhus i byen var der op gennem 1980"erne ikke meget, der tydede på, at svineproduktion skulle blive den unge Torben Poulsens livsgerning.
Han havde bevidst fravalgt en landmandskarriere, selvom hans rødder var i landbruget.
Men de lange fredage og arbejde om lørdagen i butikken fik ham alligevel til at tænke på et karriereskifte.
- Jeg havde lyst til at opleve fritidslivet som andre unge, fortæller han om drivkraften, der fik ham på sporet af landbruget.
Begyndte som minkfarmer
Efter skoletid havde Torben Poulsen arbejdet på en minkfarm, og han havde i en kort periode arbejdet på en minkfarm i Spanien, så allerede i 1984, inden han fyldte 20 år, etablerede han sig som selvstændig minkfarmer på en ejendom med seks hektar.
- Det var sjovt de første år frem til omkring 1988-1989. Priserne raslede ned, og det stod klart, at omkostningssiden var for stor. Det betød, at det var nødvendigt selv at være langt mere med i bedriften, fortæller Torben Poulsen.
Alle troede i de år, at priserne på skind ville rette sig. Men først i 1990"erne var pengene i branchen stadig små, mens Torben Poulsen kunne se, at der var penge i at have grise. På det tidspunkt var de første frilandsbesætninger begyndt at dukke op, og det var en driftsform, som fristede.
Torben Poulsen havde dog kun seks hektar jord og boede i et parcelhus i byen. Derfor valgte han i 1991 at leje de nødvendige arealer til søerne.
Men de hytter, han skulle investere i, var efter hans mening for dyre, så dem valgte han at lave selv. Og dermed var virksomheden TP Hytten grundlagt, og den blev en væsentlig sidebeskæftigelse sammen med soholdet, der fra starten omfattede 80 søer.
- Det var søerne, som gjorde, at vi overlevede minkkrisen, erkender Torben Poulsen, som først satte minkene definitivt ud i 1996.
Køb af landbrug
I 1995 købte han ejendommen Klaptoft, som var et forsømt kvægbrug med 76 hektar. De gamle bygninger blev væltet, og der blev opført en trelænget fabriksbygning i stil med den gamle gårds udbygninger. Og desuden blev stuehuset gennemrenoveret.
Samtidig med købet af Klaptoft udvidede Torben Poulsen besætningen til 250 søer. Allerede i 1997 ekspanderede han igen. Denne gang blev besætningen udvidet til 500 søer.
Næste udvidelse kom herefter i 2001, da Torben Poulsen tog et gevaldigt spring til 1.100 søer og produktion af syvkilos grise. Ved samme lejlighed kom de drægtige søer på stald.
Torben Poulsen har kun købt en smule jord til Klaptoft, som i dag har et areal på 90 hektar. Al jorden er forpagtet ud til en planteavler, der er indgået de nødvendige gylleaftaler med.
Torben Poulsen har aldrig selv dyrket sin jord, og han ejer ikke en maskinpark, der kan klare opgaverne i marken.
Søerne flyttede ind
Da Torben Poulsen udvidede til 1.100 søer, var der samtidig en tendens til, at flere og flere frilandsproducenter valgte at sætte de diegivende søer på stald, og TP Hytten fik dermed mindre at lave. Torben Poulsen overvejede selv at tage skridtet, men tøvede, fordi han syntes, at det harmonerede dårligt med at være producent af frilandshytter.
Men det gik ikke længere helt godt med frilandsproduktionen. Efterhånden kneb det med tilstrækkeligt med velegnet jord på Klaptoft til søerne, fordi harmonikravet blev strammet fra 1,7 til 1,4 DE pr. hektar.
- De større arealkrav betød blandt andet, at vi skulle tage mange ekstra skridt, når vi bevægede os omkring i foldene, og vi mistede ganske enkelt noget af overblikket med så mange søer ude, fortæller han.
- Desuden skal jorden helst være højt beliggende sandjord, ellers bliver der for smattet, og der dør for mange grise i fugtige perioder. Vores effektivitet blev efterhånden for ringe, erkender Torben Poulsen, selvom der blev gjort meget for at begrænse tabene.
Kun 20 grise pr. årsso
- Vi kom ned på 20-21 fravænnede grise pr. årsso imod tidligere omkring 22-23 grise. Samtidig havde der i årenes løb været en udvikling i effektiviteten i indendørsproduktionen, hvor 25-26 fravænnede grise pr. årsso ikke er ualmindeligt. Og det er utilfredsstillende og nedbrydende at arbejde med noget, der ikke fungerede optimalt. Derfor begyndte jeg at regne på at bygge en moderne farestald, siger Torben Poulsen.
Han traf beslutningen om at bygge en stald til søerne i august 2002, og byggeriet gik i gang allerede i oktober. Det færdige resultat stod klar til søerne 1. marts 2003.
- Med den produktion vi har i dag, tror jeg, at det er lige så godt at være gris, som det var på friland. Det var selvfølgelig fint, uanset om der var 15 grader varmt eller hård frost, så længe der bare var tørt. Men det var ikke sundt i regnvejr, hvor der blev lagt alt for mange grise ihjel.
- Nu kan vi tage hånd om hver eneste gris, og vi følger den plan for effektiviteten, som vi har regnet med. Foreløbig er vi på 24 fravænnede grise pr. årsso, og vi forventer at nå op på 25-26 grise i løbet af i år, siger han.
Torben Poulsen tror dog fortsat på frilandsproduktionen som en niche for primært mindre bedrifter, og han erkender, at grisene får en god start på friland.
Men han mener også, at der er et imageproblem omkring frilandsproduktionen, fordi mange forbinder en frilandsgris med et dyr, der har levet hele sit live ude, mens virkeligheden er, at det kun er få uger.
Konkurrerer med industrien
På Klaptoft er der treugers-holddrift med 150-160 faringer hver gang.
- I de par dage, hvor der er flest faringer, er der en mand på næsten dag og nat, for det er der vi tjener pengene bedst, vurderer Torben Poulsen.
Bedriften beskæftiger tre medarbejdere og Torben Poulsens kone, Anni Poulsen, mens Torben Poulsen selv fra 1. november kun er med i det daglige arbejde begrænset omgang, efter at han har afsat en del af sin tid til organisationsarbejdet.
Det er en passende bemanding, og med treugersdrift er der mulighed for bekvemme arbejdstider og ordnede forhold for medarbejderne.
- Det er vigtigt med gode forhold, der ikke ligger langt fra de forhold, industrien kan tilbyde, for ellers smutter de til industrien, mener Torben Poulsen.
